Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
previews
Halo Infinite

Halo Infinite - Preview af kampagnen

Magnus har spillet fire timer af kampagnen, og han er allerede blæst helt bagover.

Abonner på vores nyhedsbrev her! - Få info om julekalenderen

* Påkrævet felt
HQ

Som jeg også slog fast i mine førstehåndsindtryk af Halo Infinites multiplayer-del, så har det sikkert ikke været særligt sjovt at være 343 Industries de sidste par år. Studiet blev anlagt som et slags powermove, en måde for Microsoft at klart signalere, at Halo-serien var i gode hænder efter Bungies exit, men siden da har de bare ikke formået at bibeholde samme intense kærlighedsforhold fra de mere hårdkogte fans, og selvom undertegnede nød Halo 4 og Halo 5: Guardians i fulde grad, så er det svært at argumentere imod, at den generelle respons var noget blandet.

Så Halo Infinite skulle i forvejen være et hit, men tilføj lige en ny grafikmotor, et tilsyneladende alt, alt for højt produktionsbudget, og lad os så krydre det med en global pandemi og en noget kontroversiel første gameplay-fremvisning. Igen; det er let at forestille sig de hundredvis af 343-ansatte sende hinanden bekymrede blikke i løbet af det sidste halvandet års tid, et blik der telegraferer følgende, simple spørgsmål: "Hvad nu hvis det her bliver en fuser?"

Jeg har spillet cirka fire timers Halo Infinite, jeg har set Master Chief komme tilbage endnu en gang fra kanten, og er lige nu i fuld gang med at opleve de hæsblæsende begivenheder på Zeta Halo-ringen. Jeg har brugt Grappleshot, udforsket den semi-åbne verden og undersøgt Slipspace-grafikmotoren grundigt, og jeg føler mig nu relativt sikker på at sige, at 343 Industries kan ånde lettet op - denne gang lader det virkelig til, at den sidder i skabet.

Halo Infinite

Jeg skal forsøge, så vidt muligt, ikke at spoile noget som helst, så lad os tage udgangspunkt i det vi allerede ved. Chief, og resten af UNSC, besejres af Banished, en udbryderfaktion fra Covenant under ledelse af Atriox og Escharum, og nu skal Chief, sammen med en ny AI ved navn Weapon og en skibbruden pilot, gradvist generobre Zeta Halo. Samtidig med det skal Master Chief også finde ud af, hvad der er sket med Cortana, som vi efterlod i en lidt prekær situation som leder af en AI-hær flankeret af gigantiske Forerunner Guardians i slutningen af sidste spil. Der er ret mange skakbrikker på brættet, og efter de fire timer, jeg må fortælle jer om, er der endnu rigtig, rigtig mange ubesvarede spørgsmål. Jeg kan derfor kun delvist slå fast, at indtil videre så har spillet alle de rigtige narrative "hooks", men det gælder altså udelukkende, hvis du er fast fan af serien. Halo Infinite er ikke et godt sted at starte et potentielt kærlighedsforhold til serien, for begivenhederne foreskriver fra start, at du har et eksisterende kendskab til visse plotpunkter, lokationer og karakterer. Det er ikke totalt indforstået, men det er lige ved. For mit vedkommende nyder jeg det i fulde drag, for spillet henvender sig nemlig direkte til mig. Men du bør se videoer, der opsummerer et ret komplekst plot, før du går i gang.

Men 343 har tydeligvis bedre greb om deres version af Master Chief i denne omgang. Den her gang er han nemlig anderledes, han er træt, isoleret og virker ærlig talt lidt færdig med det univers fyldt med evigt gentagne konflikter, som har kendetegnet hans eksistens fra start af. Det er en ret spændende fortolkning, og en interessant retning at skubbe karakteren i, og Steve Downes leverer endnu en gang en eminent præstation. Det gør Nicolas Roye som piloten, Jen Taylor som Cortana (og Weapon) og selv Darin de Paul som Escharum i grunden også.

Halo InfiniteHalo Infinite

De første fire timers penge er i brede træk ret lineære og fungerer som en slags set-up, der leder til landgangen på Zeta Halo. I disse åbningsmissioner stifter du bekendtskab med nye mekanikker som Grappleshot, en ganske glimrende tilføjelse, der er lige så alsidig, som vi alle havde håbet, den ville være. Du kan stunne ved at gribe dig fast i en fjende, du kan hurtigt få adgang til en bedre position, og du kan desuden gribe fast i de mange energibeholdere fra en distance, for så at tyre dem i hovedet på en Brute. Det fungerer fantastisk og tilføjer virkelig dimension og dybde til en i forvejen strømlinet og velfungerende kampoplevelse.

Der er også et nyt skan, som giver dig et overblik over slagmarken, og sågar nye ammunitionsstande, der giver dig ammunition til dine våben, så du ikke altid behøver at skifte febrilsk imellem våben, du i grunden ikke kan lide. Sidstnævnte er nok en kende kontroversielt hos faste fans, men i grunden byder Halo Infinite op til en oplevelse, der tilbyder alsidighed mere end noget andet. Der er gamle kendinge som BR75, VK78 Commando og naturligvis MA40 AR, men de får selskab af elektricitetsvåben som Shock Rifle og Disruptor, der virkelig tilføjer noget. Det er ærgerligt, at se Promethean-våbnene mangle, men det er nok et nødvendigt offer.

Så Halo-oplevelsen er intakt og føles bedre end nogensinde før. Check. De første missioner er lineære, men hjælper med at etablere klare mål, der kun hjælpes på ved af solide mellemscener, glimrende stemmeskuespil og et raskt tempo. Også check. Så hvad med den åbne verden der?

Halo Infinite

Ja, her er den første egentlige bekymring, for selvom det er ret let at se, hvorfor 343 valgte en mere åben tilgang i Halo Infinite, så er der helt sikkert potentielle ankepunkter, der venter her. Det er endnu for tidligt, for størstedelen af preview-sessionen bød nemlig på de her mere lineære introduktionsmissioner, men jeg havde dog mulighed for at udforske lidt af det første åbne område, og sågar kigge nærmere på nogle af de forskellige typer af sidemissioner og valgfrie indhold, som spillet byder på. Du kan befri tilfangetagne UNSC-tropper, snigmyrde afgørende Banished-generaler, finde ekstra Spartan Cores (der er et relativt simpelt opgraderingssystem til Chiefs rustning) og udslette vigtige fjendtlige fæstninger og baser. Rent narrativt er der masser af centralt formål, og det er umuligt ikke at føle et sus, idet du gradvist vender en strategisk sårbar, hvis ikke umulig, situation til det bedre lidt for lidt. Faktisk er det med til at sikre ,at nogle af de mere rudimentære opgaver får lidt mere bid.

Men det forhindrer ikke de samme trætte "open world"-klicheer i at sætte lidt ind. Halo-serien har ikke noget snigesystem, heller ej er der et utal af måder, hvorpå du kan tilgå en bestemt opgave. Serien plejer at sikre alsidighed, når projektilerne allerede flyver om ørene på spilleren, og overleverer ikke mange forberedelsesværktøjer inden, så derfor kan det være, at spillet, alt efter hvor langt det er, løber lidt tør for ideer, hvad angår det her sideindhold. Jeg synes det var ret underholdende at snigmyrde en Sangheili-general, indtage to FOB's, bringe en fjendtlig fæstning i knæ og finde diverse Spartan Cores, men om det bliver ved med det? Det er svært at sige.

Når det så er sagt, så er Halo Infinite indbegrebet af en storslået spiloplevelse, og 343 læner sig totalt ind i seriens centrale styrke; det episke. Rungende trommer, glimrende grafik med en bred farvepalet, flot lyssætning og fantastisk visuelt tilstedevær, mysterier og åbne spørgsmål, og kampe hvor du frem for alt føler dig som universets ultimative bad-ass. Halo har "presence", som amerikanerne ville sige det, og Infinite er uden tvivl det spil, der har mest "presence" af dem alle, og ja, her inkluderer jeg Bungies spil.

Trods nogle små bekymringer om Halo Infinites valgfrie sideindhold, så må jeg ærligt sige, at jeg er direkte himmelhenrykt over de første fire timer. Spillet har gravitas og stil, det ved hvad det er, og spiller på sine styrker, og det føles endelig, endelig som om 343 har bedre greb om, hvad deres vision for serien egentlig er. Jeg mener godt, I kan glæde jer til d. 9, for nøøøøøj - det gør jeg.

HQ

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold