Dansk
previews
Batman: Arkham Origins

Batman: Arkham Origins

Arkham-serien er ikke kendt for multiplayer, men det forhindrer ikke Splash Damage i at give det tredje kapitel en udførlig og original multiplayer-del.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Hvordan tager man et af generationens bedste spil og tilføjer en multiplayer-del, der både er original og tro mod forlægget? Det var det spørgsmål, folkene fra Splash Damage stod over for, da de blev hyret af Warner Bros Interactive til at stå for multiplayer-delen i det kommende Batman: Arkham Origins.

Og det er ærlig talt lidt af en opgave, de er blevet sat på. Arkham Asylum og Arkham City er et sammensurium af forskellige gameplay-systemer, der ikke umiddelbart lægger op til multiplayer, og en stor del af oplevelsen bygger på, at Batman er stærkere, klogere, mere listig og har et langt større udvalg af værktøj til rådighed end sine modstandere.

Men det er lykkedes udviklerne at finde frem til en model, der både virker som en naturlig forlængelse af singleplayer-oplevelsen, og i praksis er en sjov og intens oplevelse fyldt med paranoia.

Umiddelbart ligner det måske et typisk skydespil. To hold, bestående af medlemmer fra henholdsvis Jokeren og Banes respektive bander, kæmper om kontrolpunkter og om at udrydde modstanderholdet. Man har et begrænset antal respawns, og når de alle er brugt, og alle fra ens hold er døde, har man tabt.

Men her er et twist. Et tredje hold blander sig nemlig i kampen, et hold bestående af Batman og Robin. Med mekanikker meget lig dem, man kender fra Invisible Predator-sekvenserne i de tidligere Arkham-spil (altså dem, hvor man svinger sig rundt mellem statuer og udkigspunkter, kravler gennem luftskakter, og nøjsomt tager fjenderne ud én efter én, mens man holder sig skjult), nedkæmper den dynamiske duo begge hold, og kan sikre sejren ved at fylde deres intimideringsmåler, et batlogo i midten af skærmen som gradvist udfyldes, hver gang en af de to laver et takedown på en fjende. Måleren falder ligeledes, hvis Batman eller Robin dør.

Batman: Arkham Origins
Warner synes desværre ikke, at europæerne behøver billeder til online-brug, men kan klare sig med fantasien, derfor får I indtil videre et billede af Adam West på en elefant.

De to har adgang til det meste af deres sædvanlige arsenal: explosive gel, bataranger, gribeklo og ikke mindst Detective Vision, der giver røntgensyn og markerer interessante og nyttige genstande i omgivelserne. Bandemedlemmerne har maskinpistoler og granater, og efterhånden som man spiller, får man adgang til nye våben og udstyr gennem det progressionssystem, der vel efterhånden er obligatorisk. For at give skurkene en chance og gøre det hele til en lidt mere fair fight, har de adgang til noget kaldet Enhanced Vision, der ligesom Batman og Robins ditto giver røntgensyn og så videre, men som kører på batteri og derfor kun kan bruges i begrænset tid. Jo længere man bruger dem, jo længere er de om at lade op, og dræner man batterierne helt, tager genopladningen ekstra lang tid.

Inklusionen af Batman og Robin giver en helt ny drejning og dynamik i en ellers skabelonskåret spiltype. Det minder ikke rigtig om noget andet - måske Spies vs Mercs i Splinter Cell-serien - og det fungerer som sagt fremragende i praksis.

Gamereactor har nemlig været i London for at prøve Batman: Arkham Origins i multiplayer, sammen med en lille håndfuld andre journalister. Vi spiller fire runder i alt, alle på den samme bane. Rollerne som Batman og Robin går på tur, mens de øvrige seks spillere fordeles ligeligt på Jokeren og Banes bander. Jeg havner på sidstnævnte. Vi tager hurtigt vores første kontrolpunkt, og begiver os derefter ud på den centrale plads, hvor det meste af actionen foregår. Jeg ser en fjende løbe rundt om hjørnet, sætter efter ham, og retter en stribe skud mod hans ryg og hoved. Men inden jeg får ham dræbt, bliver jeg pludselig slået ned bagfra af Robin, der rammer som et lyn fra en blå himmel. Jeg bander og svovler, men er hurtigt tilbage i kampen. Det går dog hverken værre eller bedre, end at jeg flere gange får på munden af både Batman og Robin, og selvom vi vinder en kneben sejr, er min kill/death-ratio bestemt ikke imponerende.

I næste runde vanker der hævn, og de øvrige spillere, der også blev udsat for bat-tæsk gang på gang, har også lært lektien. Et hurtigt kig rundt i lokalet viser, at hvor de fleste af os før spillede, som var det et almindeligt skydespil - hvor fjenden som regel dukker op i jordhøjde - tjekker vi nu jævnligt terrænet over os, kigger ned i skakte, dækker hinandens rygge og gør flittigt brug af Enhanced Vision.

Vi nupper vores første kontrolpunkt og bevæger os samlet videre til det i midten af banen. En modstander fra Joker-banden er i fuld gang med at indtage det, men vi ekspederer ham hurtigt og indtager selv punktet. Jeg tjekker mit Enhanced-vision, der dog ikke gør meget andet end at blænde mig, og jeg konkluderer hurtigt at Robin må befinde sig på det lille krybeloft over os. Jeg smider en granat derop, og ganske rigtigt ser jeg ham tage flugten op gennem taglemmen. Jeg løber udenfor og forsøger at jagte ham, men kan ikke se sporet af ham. I det jeg vender mig om, ser jeg til gengæld Batman komme svævende mod mig i et forsøg på et glidekick fra oven. Jeg tømmer magasinet mod ham, og han styrter til jorden foran mig. Jeg har lige nakket Batman. Nice.

Jeg sætter mig tungt på kontrolpunktet i midten, og gennem en kombination af cover, paranoia og konstante tjek af gargoyl-statuerne over mig, holder jeg skansen. Hver gang jeg ser skyggen af et grønt skelet på mit Enhanced Vision, der indikerer superhelt frem for bandeskurk, sender jeg en regn af kugler i deres retning, og både Robin og Batman må flere gange bide i støvet. Robin-spilleren er lige ved at få taget på mig en enkelt gang, da jeg er i skudduel med en modstander, men til mit store held vælger min modstander at nakke Robin, mens han er ved at kvæle mig, så jeg kort efter er på benene igen - og kan sige tak for tjenesten med et par velplacerede headshots.

Vi vinder en overbevisende sejr, og jeg har fundet rytmen i en sådan grad, at jeg nu topper scoreboardet. 11 kills og fire deaths. Jeg er truslen, der hærger om natten.

Vi tager et kort afbræk inden tredje runde for at gå til loadout-skærmen og udskifte vores ærtebøsse-agtige maskinpistoler med shotguns og automatrifler. Ved samme lejlighed kan vi også personliggøre vores figurers udseende. Men jeg må vente lidt med at prøve min nye og tungtbevæbnede skurk af, for lykkehjulet har besluttet, at jeg skal spille som Batman i den næste runde. Sådan.

Oplevelsen er radikalt anderledes i rollen som helt. Batman er som bekendt allergisk over for skydevåben, så man må i stedet bruge list og tålmodighed, mens man forsøger at holde sig skjult og leder efter en åbning.

Stort set alle ens takedown-muligheder fra forgængerne er til rådighed. Man kan lave inverted takedowns fra gargoyler og udsigtspunkter, bruge sin explosive gel til at lave fjernstyrede bomber, hænge sig i rækværk og hive fjender udover, lave glidekicks når man flyver, eller bare liste sig ind på folk bagfra og kvæle dem. Man kan selvfølgelig også bruge knytnæverne, men det er kun til absolutte nødsituationer. Batman har ifølge Splash Damage også lært et par nye tricks. Løber man, kan man nemlig ramme fjenderne med både flyvespark og glidende tacklinger, der slår dem i jorden så man kan sætte nådesstødet ind i ro og mag.

Variation er et nøglepunkt. Man optjener mere intimidation ved at bruge forskellige takedowns end ved konstant at lave den samme. Jeg svinger mig fra statue til statue, observerer og venter. Ser mit snit til at kravle ind i luftkanalerne under det midterste kontrolpunkt, poppe op af en luftskakt og tage en modstander ud. Hans venner kommer til, men inden da er jeg for længst forsvundet op i terrænet over dem. Jeg kan ikke lade være med at grine flabet, da de begge vender ryggen til mig og sender kurs mod fjendens base. Jeg hopper ned bag dem, lister mig op, og tager først den ene ud, så den anden, i komplet stilhed.

Forskellen i forhold til singleplayer er enorm. Der er en helt anden spænding og intensitet i at jagte menneskelige modstandere, er rent faktisk ved at du er der og aktivt leder efter dig, frem for computerstyrede modstandere der til dels følger forudbestemte ruter og sjældent kigger op. Men jeg er Batman, og sammen med min makker sætter vi skræk og rædsel i sindet hos Gothams værste.

Batman: Arkham Origins
"Holy multiplayer, Batman!" - Robin er som sagt også med.

Pludselig dropper Robin-spilleren ud, og nu er der for alvor tæt løb. Begge bandehold har brugt alle deres forstærkninger, og har kun to spillere tilbage i kampen hver. Samtidigt er jeg ét takedown fra at tage sejren. Det kræver hurtig handling, men jeg har svært ved at finde min vinkel. Til sidst ser jeg mit snit. En Joker-spiller bevæger sig ind i en af de smalle gange, og jeg sætter efter i et halvdesperat forsøg på at snige mig ind på ham. Men nej - da jeg er mindre end to meter fra ham, vender han sig pludseligt op, og før jeg kan nå at reagere har jeg maven fuld af bly. Slår man en af heltene ihjel på sit sidste liv, belønnes holdet med en genoplivning af alle de døde spillere, så Jokerne er pludselig i overtal, og når at udrydde Bane-holdet inden jeg kan respawne. Øv. Så tæt på, og dog så langt fra.

Joker-holdet vinder også den fjerde og sidste runde, hjulpet godt på vej af den spiller, der indtager rollen som Jokeren selv. Undervejs i en kamp vil Joker og Bane nemlig gerne blande sig. Når det sker, bliver to døre aktive, og den første spiller, der når hen til en af dem, indtager nemlig rollen som sin bandechef.

Kriterierne for, hvornår disse døre bliver aktive, er ikke helt tydelige, men det står klart at det hold, der er bagud, kan gribe chancen til at gøre comeback. Deres dør er nemlig mærkbart tættere på deres spawnpunkt end modstandernes. Både Joker og Bane er udstyret med større og kraftigere våben. Bane har for eksempel adgang til en raketkaster, mens Jokers pistol kan dræbe folk med et enkelt skud. Til gengæld heler de ikke, og når de først er døde, kommer de ikke tilbage igen - spilleren fortsætter i stedet med sin normale figur.

Vi får kun en enkelt bane at se, og Splash Damage vil ikke ud med detaljer om, hvor mange andre baner, vi ellers kan forvente at se i det færdige spil. Til gengæld lover de, at de alle er bygget fra grunden (frem for at være delvist lånt fra singleplayer-kampagnen), og alle er baseret på ikoniske lokationer fra Arkham-universet.

Batman: Arkham Origins' multiplayer-del er en sjov og original oplevelse, der som sagt ikke rigtig minder om noget andet. Fornemmelsen af at kæmpe en kamp på to fronter, mod to vidt forskellige modstandere, er helt speciel, og fyldt med paranoia og spænding. Man kan kort sagt ikke angribe nogen, uden samtidigt at udsætte sig selv for en stor risiko for angreb bagfra, så teamwork er absolut i højsædet.

Kvaliteten fejler altså ikke noget, men om Arkham Origins slår igennem som multiplayer-spil, er en anden sag. Markedet for skydespil, som det her jo i sidste ende er den del af, er benhårdt og præget af mastodonter. Men det lader ikke til at man kan sætte en finger på udviklernes indsats. De har skabt en multiplayer-del, der både er unik, får pulsen i vejret og giver en en klump i halsen. Ikke dårligt for en pludselig tilføjelse til en serie, der ellers altid har beskæftiget sig eksklusivt med solospilleren.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.