Dansk
Gamereactor
previews
Xcom: Enemy Within

Xcom: Enemy Within

Xcom-udviklerne har ladet sig inspirere af Civilization-serien med den kommende udvidelse Enemy Within. Skulle det være en soldat, der er delvist rumvæsen?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der er gået næsten et år, siden Xcom: Enemy Unknown udkom til et hav af roser og kommerciel succes. Derfor kan det virke lidt underligt, at 2K Games of Firaxis først nu begynder at snakke om en reel udvidelse til spillet.

Jovist, vi fik en lille pakke med ekstra missioner, og et par DLC'er med de sædvanlige kosmetiske ændringer, supersoldater og eksklusive våben, men ellers har udviklerne holdt igen. I en tid hvor banepakker og multiplayer-udvidelser oftest bliver annonceret, inden det pågældende spil overhovedet er udkommet, er det lidt af et særsyn.

Men forklaringen ligger lige til højrebenet. Firaxis har nemlig haft så stor succes med de to Civilization V-udvidelser Gods & Kings og Brave New World, at Xcom-holdet har ladet sig inspirere af Civ-holdets tilgang. I stedet for bare at fylde på med nye missioner og scenarier, har Civ-udvidelserne nemlig rusket op i nogle af spillets grundsystemer, udvidet andre og tilføjet helt nye, og Enemy Within skal gøre noget lignende med Xcom.

Xcom: Enemy Within

Som navnet antyder, handler Enemy Within om ikke kun at udnytte rumvæsenernes teknologi, men også at assimilere deres gener og give ens soldater nye evner og fordele i kamp.

Ved hjælp af det nye Genetics Lab kan man augmentere soldater med nye evner, såsom camouflagehud, der lader dem bevæge sig fuldstændig uset, så længe de starter løbeturen bag cover. En anden augmentation giver stærkt forbedret benstyrke, så en soldat kan hoppe fra jorden og op på hustage - hvilket nok skal vise sig nyttigt på for eksempel snipere. Immunitet mod psioniske angreb er også en evne, man kan give til sine tropper.

En anden nyhed er MECs: Mechanized Exoskeletal Cybersuit, eller kamprobotdragt på godt dansk. Disse tunge og brede enheder får ingen ekstra beskyttelse af at stå i cover - til gengæld er de bevæbnet til tænderne, og kan blandt andet udstyres med granatkastere og flammekastere. De har desuden en ny collateral damage-evne, hvor de kan give AoE-skade til et lille område og samtidigt smadre alt cover i det, og som noget helt nyt har de også et nærkampsangreb. Det er kort sagt en raketdrevet knytnæve, der sender de små sectoids på lange flyveture, og lærer de ellers så frygtindgydende Muton Berzerkers om faren ved at drille nogen på deres egen størrelse.

Xcom: Enemy Within

Modsat de psioniske kræfter i grundspillet, kan alle soldater udstyres med genetiske augmentationer - her kræves ikke noget medfødt potentiale. I demoen, vi spiller, har vi to MECs, to genmodificerede soldater og to almindelige fodtusser til rådighed, og med det hold kan mere eller mindre feje gulv med rumvæsenernes styrker.

Men det betyder ikke at Xcom bliver en ren søndagsudflugt med Enemy Within. Det forsikrer senior producer Garth DeAngelis os om i et interview efterfølgende. Demoen er tunet til at demonstrere de mange nye evner og enheder, og i det fulde spil vil der være langt større pres på spilleren.

Ikke mindst fordi disse nye evner og muligheder ikke er gratis. Udviklerne har tilføjet en ny ressource, kaldet MELD, som skal indsamles under missionerne. MELD nedbrydes over tid, så man har kun et bestemt antal ture til at samle dem op, ellers er de tabt, og rumvæsenerne er ikke meget for at give dem fra sig.

Xcom: Enemy Within

En mere realistisk squad-sammensætning i det færdige spil er måske én MEC og én augmenteret soldat, eller to augmenterede soldater og så almindelige fodtusser for resten. Xcom skal stadig være svært.

Vi ser også et par eksempler på nye våben, blandt andet Needle-granaten, der giver ekstra skade til fjender, der ikke er i dækning, og rumvæsenerne har også optrappet med deres egne Mechtoids, rumvæsener i kampdragter, og en ny type modstander vi endnu ikke har set.

Dertil kommer nye baner og omgivelser. Vores demo foregår på en farm med traktorer, halmballer og en lade, og inden da ser vi en demonstration, der foregår på en dæmning. Der er også nye baner til multiplayer, og nye enheder og evner.

Xcom: Enemy Within

Enemy Within byder ikke på en ny kampagne, der lægger sig i forlængelse af den eksisterende. Som med Civilization-udvidelserne bliver alle de nye systemer og tilføjelser i stedet integreret i spillet fra første mission, så med den rette planlægning kan du eventuelt tage gen-tropper og MECs med dig, når du kaster dig ud i kampagnens nøglemissioner, såsom angrebet på rumvæsenernes jordbase omkring en tredjedel inde i spillet, og så videre.

Xcom: Enemy Within udkommer den 15. november, og lander både på PC, PS3 og Xbox 360.

Xcom: Enemy Within
Xcom: Enemy WithinXcom: Enemy Within
Xcom: Enemy Within
Xcom: Enemy Within
Xcom: Enemy Within
Xcom: Enemy Within

Relaterede tekster

Xcom: Enemy Within - Exalt hands-on

Xcom: Enemy Within - Exalt hands-on

PREVIEW. Skrevet af Mike Holmes

Efter afsløringen af MECs og genetisk modificerede soldater på Gamescom, tog vi til London for at høre om en anden tilføjelse til Xcom: Enemy Within, nemlig den skyggefulde organisation Exalt.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.