Dansk
previews
Call of Duty: Advanced Warfare

Call of Duty: Advanced Warfare

Årets Call of Duty er på vej, og med nyt studie, nye omgivelser og fuldt fokus på den nye konsolgeneration, ser fremtiden for den bombastiske serie lysere ud end den har gjort længe.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Mennesker finder en vis tryghed i rutiner. Visheden om at morgenavisen altid ligger i postkassen når man vågner, eller at der altid er and på bordet juleaften, gør hverdagen lidt mere ensartet, men meget lettere at nyde i manges øjne. Derfor er det ikke så underligt, at vi også finder det årlige udgivelsestempo, som Call of Duty-serien har stået for, så fristende. Vi ved alle med sikkerhed, at de penge, vi investerer i starten af november hvert år, giver os timer af filmiske eksplosioner og højtråbende action. Ganske som vi ved at juleanden kommer til at smage af juleand, lige som den gjorde sidste år. Og det er rigeligt for de fleste.

Call of Duty: Advanced Warfare

De seneste år er vi blevet fodret med moderne krig i alle dets former. Præcis som med Anden Verdenskrigsbølgen, der hærgede i starten af 00'erne, er vi ved at være trætte af krigsskildringer i nutidige omgivelser med de lige så ordinære nutidige våben som Call of Duty 4: Modern Warfare populariserede i 2007.

Derfor rejste Gamereactor til et motel i München for at se, om årets udgave af Call of Duty er noget udover det sædvanlige, eller om det er den samme, rutineprægede oplevelse, der venter.

Spillet hedder Call of Duty: Advanced Warfare, og ved rorpinden står de to veteraner Glen Schofield og Michael Condrey. Det var dem, der grundlagde Sledgehammer Games i 2009, efter de året forinden havde stået i spidsen for rumgyseren Dead Space under Visceral Games' fane. Som studiets første projekt hjalp de Infinity Ward med udviklingen af det spil, der blev til Call of Duty: Modern Warfare 3. Derfor havde mange naturligvis forventet, at de med kun ét Call of Duty under bæltet ville vælge den sikre vej og lave endnu et spil i samme føljeton, især med tanke på, at de for første gang styrede skuden selv. Jeg var en af dem.

Så her i bagklogskabens lys må jeg nok indrømme, at min klare forventning om mere nutidig krig siger mere om mig og mit syn på folkene bag serien, end det siger om spilserien i sig selv. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at det er nye hjerner bag projektet, grundlæggerne af Sledgehammer, der har sørget for at Advanced Warfare føles så friskt som det gør.

Call of Duty: Advanced Warfare

De er hurtige til at forsikre mig om, at det her ikke bare er endnu et Call of Duty efter traditionelt snit - i stedet er det starten på en ny æra i seriens historie. Glen Schofields ord er højtragende, og giver indtryk af at love lidt for meget, og som den eneste journalist i rummet, hvor også hans kollega Michael Condrey og en hær af PR-mennesker befinder sig, er jeg konstant på vagt efter tomme løfter. Et sådant løfte kunne være hvordan man lover at gøre noget nyt med serien. Bortset fra, at man her giver indtryk af at holde hvad man lover.

Det, han mener med de ord, er snarere, at de nutidige krige er lagt på hylden til fordel for en mere nyskabende fremtidsvision. Desuden nævner han, at dette er det første spil i serien, der er blevet udviklet over en treårsperiode, snarere end de to år, Infinity Ward og Treyarch havde til hvert projekt, dengang de var alene om serien. Og dertil er Advanced Warfare det første spil i serien, der er udviklet eksklusivt til PlayStation 4, Xbox One og PC. Men først og fremmest peger han på det faktum, at man har placeret historien i et fremtidigt miljø med ny teknologi og nye spilmekaniske indslag.

Men udviklerne finder også tid til at se tilbage, når stemningen fra det første Dead Space bliver så gennemtrængende, at jeg næsten glemmer at det er et Call of Duty-spil, jeg ser. Under gennemspilningen af en forudindspillet sekvens er stemningen lige så mørk og tung som jeg husker fra deres tidligere rumepos. Her er endda et par chok-øjeblikke, næsten som en hyldest til studiets arv. Private Mitchells, spillets hovedperson, spillet af Troy Baker, sniger sig gennem et lejlighedskompleks med hans makker, uden om patruljerende vagter. Og det foregår lidt som på skinner, præcis som vi er vant til fra tidligere Call of Duty-titler.

Det er en fin balancegang, det der med at sørge for, at kernen i den oplevelse, vi forventer os, er intakt. Dels værner man om kernepublikummet skal trives med nyhederne, men på den anden side vil man også trække nye spillere til, og give singleplayer-kampagnen genspilningsværdi i form af spredte lyddagbøger og et opgraderingssystem, der tidligere har været forbeholdt multiplayer.

Call of Duty: Advanced Warfare

I løbet af samme sekvens fortæller Glen Schofield, at man har lagt meget tid i at gøre lyden i spillet til en mere spektakulær oplevelse end førhen. Et eksempel, han nævner, er at våbnene i tidligere dele har haft to eller tre forskellige variationer af deres skudlyd, hvor man nu har udviddet til cirka syv forskellige lyde per våben. For musikken står David Buckley, der også har lavet musikken til sidste års Call of Duty: Ghosts, og før det blandt andet Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots. Man antyder endda, at vi kommer til at høre indslag af dubstep i spillets musik, hvilket det dog ikke lykkedes mig at høre under præsentationen.

Den filmsekvens, som Michael Condrey herefter sætter i gang, indledes med en vældigt genkendelig stemme, der flyder ud af højtalerne. På skærmen ser jeg Kevin Spacey, den brillante, højtprofilerede skuespiller, der blandt andet med hovedrollen i TV-serien House of Cards har tryllebundet en hel verden seere. Jeg gyser instinktivt ved hans autoritære stemme, mens han leverer en indlevende tale om hvor latterligt han finder demokratiet og dets byggesten. Spacey er en fremragende skuespiller, og i rollen som den magtgale leder Jonathan Irons klarer han sig forrygende.

At spillet udvikles eksklusivt til den nye generation af konsoller, kan også ses i grafikken, der i denne ufærdige version dog lider blandt andet af nogle småfejl i skyggerne og grimt lavtopløste teksturer. I det store hele må jeg dog medgive, at spillet er det flotteste i serien hidtil. Spektaklet afvikles i en egenudviklet grafikmotor, som Michael Condrey på venlig PR-manér afstår fra at fortælle mere om.

Hver soldat i det privatejede militærforetagende Atlas udstyres med et såkaldt exoskelet inden kamp, der giver brugeren mulighed for at hoppe over busser, klatre op ad bare vægge, få overnaturlig styrke, overleve livsfarlige fald... Listen fortsætter, og evnerne præsenteres næsten som superkræfter, hvilket nok er ganske praktisk, når det handler om at stoppe højteknologiske terrororganisationer, der truer med at ødelægge alt hvad vi har kært.

Call of Duty: Advanced Warfare

Året er 2054, og man er nøje med at påpege hvordan størstedelen af alle de spektakulære våben og iøjnefaldende teknologi i spillet faktisk bygger på teknik, der eksisterer i virkeligheden, om end stadig i udviklingsstadiet. Man kan få alt fra geværmonterede laserstråler til målsøgende håndgranater i denne dystopiske fremtidsvision, og det kommer til alle krig gælder alle kneb som bekendt. Lad os bare håbe at ingen af disse opfindelser rent faktisk finder vej til den virkelige verden.

Et andet våben, der ifølge Condrey ikke bliver brugt med det formål at dræbe, er det lydbaserede pulsvåben, der demonstreres i en biljagt over Golden Gate-broen i San Francisco. I Call of Duty: Advanced Warfare kan du frit styre de køretøjer, du finder, siger han, og i denne biljagt er dit mål at uskadeliggøre bilen du jagter med dit pulsvåben, i stedet for at sprænge den i småstumper. Den samme frihed gælder, når spilleren under en anden mission kører på det, der ligner svævende motorcykler, gennem en regnfuld by ved nattetid i ro og mag og uden biljagter.

Den traditionelle HUD, med ammunitionstæller i hjørnet og så videre, er næsten helt væk, og er i stedet erstattet med information, der befinder sig i selve spilverdenen. En lille indikation på siden af ens våben viser hvor meget ammunition, de har tilbage, og man vælger granattyper med et lille hologram.

Dermed tager spillet endnu et skridt mod målet om, at spilleren skal synke helt ind i spiloplevelsen. De forudindspillede sekvenser, jeg ser, minder lidt om at se en film. Udover nogle obligatoriske "Tryk på X for at hive løs i bildøren", som i tide og utide dukker op på skærmen, er grænsefladen ganske ren og nydelig.

Hvordan den del passer med multiplayer-delen - der sammen med en coop-del selvfølgelig er med - er dog svært at forudse. Jeg har selv spillet tidligere afsnit på så tilpas afslappet et niveau, at det formodentlig ikke spiller nogen større rolle om jeg har nøjagtigt styr på antallet af granater i mine lommer eller ej. Gør man det hele tilstrækkeligt tydeligt og lettilgængeligt, vil jeg forestille mig at selv de mest fastbidte fantaster vil kunne klare den lille omvæltning.

Call of Duty: Advanced Warfare

Jeg får desværre ikke meget mere at vide om multiplayer-delen, andet end at det jeg har set, også er repræsentativt for multiplayer. Men på den anden side rækker den sparsomme information trods alt til at vise, at Sledgehammer Games har ambitionerne til at blæse nyt liv i serien med deres egne friske ideer, og at den treårige udviklingsperiode lader til at have givet dem den tid, de skal bruge til at realisere deres fremtidsvision. For første gang i over fem år ser jeg frem til et Call of Duty.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.