Dansk
previews
FIFA 15

FIFA 15 - Kampen om engagementet

Vi kigger på FIFA 15, som det ser ud på årets E3-messe

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

FIFA 14 gjorde det helt tydeligt, at EA's hovedfokus ikke lå på at lave ændringer i gameplayet. Som spiller mærkede jeg kun nogle små forbedringer, men måtte samtidigt indrømme at det visuelle hop op til PlayStation 4 havde meget at sige for hvordan jeg oplevede krigen på grønsværen. Udover at flyde bedre og have mere naturtro animationer (især på de lange pasninger), var der ikke meget nyt at spore. Dette ser, ikke uventet, ud til at være den linje som udvikleren igen har lagt sig på i forbindelse med næste kapitel i serien.

FIFA 15

EA's udviklere afsluttede for nyligt en Europa-turné, hvor de viste de 50-60 procent af FIFA 15, der rent faktisk er færdigt, og vi mødte dem på turneens sidste dag. Skuffelsen var stor, da de åbnede med at sige, at de ikke kunne sige noget om hverken Ultimate Team eller de forskellige spiltyper. Der var nemlig de punkter, jeg (og de 20 andre journalister, der var til stede) ville vide mere om. Vender turneringer tilbage? Hvilke forandringer sker der i Ultimate Team. Nej, det vil de ikke fortælle. Vi kan spørge, men de vil ikke svare. Hvad skal jeg så spørge om?

Det er faktisk svært at sige. Den timelange præsentation dækker egentlig det meste, så jeg bliver blot en passiv modtager af information. Den største nyhed er ifølge dem selv, at FIFA 15 på PC vil bygge på samme version som PlayStation 4 og Xbox One. Meldingen bliver mødt med jubel fra nogle af de tilstedeværende, mens jeg kigger spørgende rundt. Er det ikke hvad man ville forvente? PC-platformen er jo langt foran konsollerne, men i 2013 måtte PC-spillerne alligevel tage til takke med en underlegen udgave af spillet. Måske er jeg bare et brokhoved, men alt andet ville være en skandale for FIFA 15.

Efter at have annonceret at PC-versionen følger med udviklingen, fortsætter EA med det, de synes er vigtigst - nemlig at genskabe det engagement, mange af os føler, når vores favorithold spiller. Altså vores engagement som tilskuer. Jeg kigger spørgende rundt igen, men de andre smiler og virker fornøjede. Er det kun mig, der synes at forbedringer i selve fodboldspillet have været at bedre? Nuvel, for at få os til at føle spillet, har de fokuseret på det, de kalder Emotion & Intensity. Det indebærer blandt andet at spillerne på ens hold, og supporterne som følger dem, opfører sig forskelligt alt efter hvor vigtig en kamp er. Der er altså forskel på sæsonens sidste kamp, efter tabellen er afgjort, og en finale i en turnering, eller en pointkamp om tabeltoppen.

Det genspejles også i spillernes opførsel ude på banen. De er lidt mere intense og arbejdsomme i vigtige kampe, mens det andre gange er fint at spare på krudtet. For mig er alle kampe lige vigtige, men jeg forstår ideen. Og jeg synes desuden at det er en fin ting. Alle spillerne på banen har nu en holdning til de andre (uanset hold), og denne holdning ændrer sig gennem kampen. Det kommer egentlig kun til udtryk gennem det visuelle, så det påvirker ikke selve gameplayet. Men uanset er det lidt interessant at se, at holdkammeraterne ikke bryder sig om at Bale brænder det første skud op på tribunen, men at de bliver stadigt mere frustrerede af at se ham skyde forbi i stedet for at spille Benzema fri. Stemningen bliver også arrig, hvis Alonso og Koke har mange sammenstød, men det påvirker heller ikke spillet - det skaber bare tvære ansigter og spillere, der slår ud med armene mens de råber af hinanden.

"Det hele er drevet af AI'en, og det er kun muligt takket være processorkraften i den nye konsolgeneration", siger producer Nick Channon.

Jeg mærker stadig ingen hallelujah-følelse, men jeg har jo heller ikke prøvet spillet endnu. Heldigvis er det næste punkt på programmet. Jeg spørger pænt om jeg må spille mod en af de journalister, der allerede har kapret en maskine, og vi sætter en kamp på med alle hjælpemidler sat til. Der er tilføjet nogle nye skill games mens man venter på at spillet indlæser, men menuen er som vi kender fra i fjor. Præsentationen har derimod fået nogle justeringer. Kameraet som flyver ind og stadion skildrer et sprudlende liv, og det ser pænt ud. Meget pænere end vi så i World Cup-spillet til Xbox 360 og PlayStation 3 (heldigvis). Figurmodellerne er også ændret. De ser mere atletiske ud nu, og dragterne sidder som de skal. Faktisk hele spillernes fysiske udseende mere naturtro.

FIFA 15

Dommeren fløjter i gang, og straks mærker man, at meget er anderledes. Det er ikke store forandringer, men EA har helt klart lavet positive justeringer. Boldberøringen føles mere ægte, spilleren, jeg styrer, kan bevæge sig med kortere skridt for at kunne ændre retning hurtigere, og bolden har væsentligt mere tyngde. Nu smiler jeg. Spillerne fører bolden med både indersiden og ydersiden af foden, og de er hurtigere et at aflevere pasninger end i FIFA 14. Det er faktisk helt dejligt at drible forbi modstanderen, styre ned mod baglinjen og slå indlægget, uden at spilleren skal have en sidste berøring, mens han drejer kroppen ind mod 16-meteren. Det er også rart at mærke, at ens spiller har lidt tyngde, når det går skulder mod skulder. Endelig har jeg fået kontrol over mine spillere, og jeg smiler stadig. Zlatan fyrer et skud i overliggeren, der dirrer fra trykket. Det er nyt i år, og jeg kan lide det. Han får også returbolden, og sammen narrer vi Pique op på tribunen med en enkel skudfinte, før jeg sætter et knaldhårdt skud forbi keeperen og ind i mål. Nettet har også en langt bedre fysik end sidste år, og det føles lidt dejligere at score.

Nu hvor jeg er foran, kan jeg trække mig ned af banen og forsvare føringen. Det ligner mig ikke, men jeg skal jo teste spillets nye funktioner. En af disse er, at standardtaktikkerne på styrekorset har fået en ekstra værdi i begge retninger. I stedet for at passere Ultra Attacking ved at vælge Full Out Attacking, så går jeg den anden vej. Her finder jeg taktikken Park the Bus (tænk Chelsea i Champions League), og det betyder kort og godt at du hele tiden har ti mand bag bolden. Det er temmelig defensivt. Den hyggelige fyr fra Official Xbox Magazine får alligevel et mål ind, så nu er vi lige langt, og jeg kan angribe med god samvittighed. Offensiv fodbold er uanset meget sjovere.

Dødboldsituationer som hjørnespark og indkast har fået en fin opgradering. I stedet for at være prisgivet AI-spillere, som gør sig spilbare, kan man skifte til en spiller ude på banen, inden man beder om bolden. Det åbner for enhelt anden dynamik, når man er alene på holdet, og jeg smiler for tredje gang.

Desværre er det også alt, jeg får at opleve af virkeligt positive ændringer. Småting, som at græstæppet slides i takt med spillernes bevægelser og glidende tacklinger, at hjørneflaget har fået fysik, og at man kan hive i trøjer, gør ikke specielt meget for selve spilfølelsen, selvom det virker mere naturtro for en tilskuer. Jeg ved ikke med dig, men det er i hvert fald sjældent at nogen har lyst til at se på, når jeg spiller en kamp.

Resten er som det har været i nogle år, nu. Når det er på tide at udligne i kampen, begynder spillerne på det førende hold at fumle unødvendigt meget. Denne forudbestemte balancering, der skal skabe nerve i kampen, fører kun til frustration over dårligt spildesign i undertegnedes øjne. Det indebærer nærmest instruerede sekvenser, hvor alt går det ene holds vej, så de kan få et mål. Jeg kan lide at vinde, men det smager ikke lige så sødt når det afgørende mål er et resultat af fejl og klodsetheder, der kun sker på banen hvert tredje skudår i rigtig fodbold.

FIFA 15FIFA 15

Jeg savner stadig mere kontrol over min spiller. Jeg bliver ofte nægtet at møde bolden fordi FIFA (spillet, ikke organisationen) vil have, at jeg skal stå helt stille. Det samme gælder pasninger, der bliver meget hårdere end knaptrykket burde give anledning til. Det er enormt frustrerende at se en bold gå frem til spilleren, der befinder sig i offside, fremfor at stoppe hos ham, der stod i boldbanen - også kendt som ham pasningen var tiltænkt. Det er også stadig sådan, at spillerne lader som om de laver gode løb, for derefter at stoppe en meter eller to før de er offside. Jeg har ikke tal på hvor mange pasninger, jeg sendte ind i et meningsløst tomt bagrum denne dag. Og hvis ikke de finter løbet, så går de for tidligt. Det er mindst lige så irriterende. Hvad er der galt med buede løb eller at stikke ind bag forsvareren? Hvad er der galt med ægte fodbold?

Når alt kommer til alt, så er spillet på banen en forbedring i forhold til FIFA 14. Det er langt fra den udvikling, jeg havde håbet på, men jeg kan ikke gøre andet end at indrømme, at FIFA 15 er bedre. Men det er stadig bedre på den forkerte måde, efter min mening. Desuden ved vi intet om karrieredelen, Ultimate Team eller turneringer, så indtil videre må jeg begrænse mig til en halvslap tommelfinger opad for FIFA 15. Ikke desto mindre er jeg spændt på at teste det, når de har fået gjort de sidste 40-50 procent færdige, for vi har tidligere set, at der kan se meget med dette spil på de sidste måneder.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer
FIFA 15

Relaterede tekster

FIFA 15Score

FIFA 15

ANMELDELSE. Skrevet af Mike Holmes

Bryder årets FIFA endeligt med den lidt stillestående stime, serien har været i, eller er det mere af det, vi allerede kender?

Bobby Moore springer på FIFA 15 FUT Legends

Bobby Moore springer på FIFA 15 FUT Legends

NYHED. Skrevet af Lee West

Bobby Moore er den nyeste fodboldlegende, der tilføjes FIFA 15 FUT Legends-delen. More som tog det engelske fodboldhold til podiet som verdensmestre i 1966 døde af kræft...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.