Dansk
Gamereactor
previews
Gears Tactics

Gears Tactics - Et Sidste Kig

Gears bliver taktisk i Splash Damages spin-off-eventyr.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Projektilerne suser over hovedet, og samtidig hører vi en bekendt buldrende stemme råbe "BOOM", opfulgt af gigantiske eksplosioner. For at gøre det endnu værre hopper alt for mange Wretchers rundt alarmerende tæt på, og følelsen af panik nærmer sig med hastige skridt. Hvordan kommer vi ud herfra i live? Svaret er selvfølgelig: Tag en dyb indånding, gå ud og lav en dejlig kop te, tag et par chokoladesmåkager, og kom tilbage og foretag en taktisk beslutning senere.

Ser du, tiden er din ven, når du spiller Gears of War under Xcom-lignende forhold. Vi kunne for det meste godt lide konceptet, da Gears Tactics først blev annonceret, også selvom det føltes en smule uopfindsomt. Dernæst, efter at have fået en nærmere indsigt i spillet fra udviklerholdet Splash Damage, steg vores hype-level temmelig meget. Dette er et spil, der fortjener bedre end blot at blive affejet som Xcom-Gears - det har nogle virkelig friske ideer at tilbyde.

Den mest åbenlyse nye idé går imod den etablerede del af genren (som ses i spil som Xcom, Mario + Rabbids Kingdom Battle og Mutant Year Zero: Road to Eden), hvor vi er vant til at være begrænset ved at have en gitterflade at bevæge os rundt på. I Gears Tactics får vi dog lov til at flytte vores tropper rundt med fuldkommen frihed på kortet uden nogen begrænsninger. På lignende vis har Splash Damage fuldstændig fjernet totrinssystemet, der normalt beder dig om at flytte dig og derefter angribe. I stedet har du tre handlinger per karakter per runde - hvordan du benytter dig af dem, er op til dig.

Hvis du er nødt til at bevæge dig langt, kan du bruge alle tre handlinger på at flytte karakteren, og hvis du finder dig selv stående midt i kampens hede, er det måske en bedre idé at skyde og kaste granater med de tre handlinger i stedet. Der er også en feature, der kaldes Overwatch, hvilket lader dig gemme din karakters resterende handlinger, så du i stedet kan bruge dem, når det er fjendens tur. Hvis du gemmer alle tre, vil du skyde fjenderne dét antal gange, hvis de bevæger sig forbi dig. Hvis fjenderne, på den anden hånd, ikke går forbi dig, har du lige spildt hele din karakters runde på ingenting...

Gears Tactics

Men før vi fortsætter ind i spilsystemet, er det nok passende at pointere, at i Gears Tactics spiller vi som hovedpersonen Gabe Diaz. Historien er sat 12 år før det første Gears of War under den store Locust-krig. Derfor bliver vi mødt af fuldstændig sindssyge kampe, og for at tage os længere ind i historien og forhåbentligt besejre spillets hovedskurk, Ukkon, er vi nødt til at samle flere soldater.

En ting, vi bemærkede, da vi fik lov at se mere af spillet under den seneste præsentation, er at spillet, med hensyn til design, faktisk overgår alt, hvad The Coalition indtil videre har lavet. Minus Diaz' hvide pisk af hår (hvem troede, det var et smart træk at give et stort macho-kødhoved en Eurovision-frisure?), er vi vidne til de samme vidunderlige muskelbundt-look, vi lærte at elske i seriens tidligste dage. Splash Damage indrømmer også gerne, at de er blevet inspireret af RPG'er, når det kommer til det vanvittige niveau af tilpasning, du kan benytte på dit mandskab. Du kan frit ændre alles udseende og, endnu vigtigere, skræddersy deres karaktertræk, evner, våben, mods, rustning og mere til, så du kan kreere det hold, du mener, har den bedste chance for at møde de udfordringer, du kommer til at stå overfor. Derudover har alle karakterer classes, der giver dem unikke egenskaber, og at have et hold med et miks af evner er vigtigt.

Gears Tactics

Din sigtbarhed over slagmarken er altid begrænset på grund af "krigstågen", så du ikke kan se, hvad der gemmer sig længere fremme, og du skal altid kæmpe dig hen til et bestemt punkt, som så aktiverer den næste del af missionen. Det ser ud til, at hvert af kortene også indeholder hemmeligheder, som giver dig nye ting at udstyre dit hold med, men på samme tid er du nødt til at benytte mindst én af personerne fra holdet til at søge efter disse skatte. At gøre det kan dog hurtigt vende kampen mod dig, da fjenden også kan bruge fælder og genoplive faldne kammerater. Endvidere har missionerne ligeledes valgfrie mål til dem, der sigter efter en ekstra bonus, og disse mål kan for eksempel være ikke at lade en eneste Gear dø under missionen.

Demoen rundede af med en brutal kamp mod en gigantisk Corpser. Vi har kæmpet mod disse fjender mange gange i den originale Gears-serie, men de er faktisk endnu mere frygtindgydende i Tactics, idet du nu kan nærstudere din fjende helt tæt på uden at dø, fordi du står stille i mere end et par sekunder. Det faktum at andre fjender også angriber dig samtidigt, gør det selvfølgelig heller ikke lettere, og da en Boomer gjorde sin entré under det samme møde, indså vi, at denne kamp ville blive en hård én.

Gears Tactics har og vil blive sammenlignet med Xcom i fremtiden, men det har uden tvivl tilstrækkeligt mange unikke features, til at det føles som et friskt koncept, som måske endda vil bringe genren fremad. Vi mangler at se, om alle disse ideer og Gears-temaet smelter sammen og former et underholdende eventyr, når spillet lander 28. april. Vi er dog meget mere positive omkring spillets chancer, siden vi så Splash Damages præsentation.

Gears TacticsGears Tactics
Gears TacticsGears TacticsGears Tactics

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.