Dansk
previews
Renegade Ops

Renegade Ops

Avalanche flytter Just Cause 2-motoren op i himlen og laver en munter download-hyldest til spil som Strike Commander og Jackal. Vi besøgte den svenske udvikler og prøvespillede.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Det er med glæde at jeg træder ind på Avalanches kontor igen, for studiets sidste stortitel - det kaotiske Just Cause 2 - var et brag. Det jeg skal se denne gang er i noget mindre skala, faktisk en download-titel. Det er omtrent det eneste jeg ved på forhånd. Det og så titlen: Renegade Ops.

Men det står snart klart hvad det handler om. I studiets mini-biograf ruller spillet i gang på en PlayStation 3, og det er Axel Lindberg, game director, og Andreas Thorsén, senior producer, der styrer controller og præsentation. De fortæller at det drejer sig om en "topdown dualstick arcade vehicle shooter", for nu at bruge de engelske udtryk. Avalanche har taget spilmotoren fra Just Cause 2, flyttet kameraet til et fugleperspektiv, og strikket en arkadeduftende hyldest til gamle spil som Jungle Strike, Cannon Fodder og Jackal sammen. Det er Avalanches første download-spil, og har indebåret en anden måde at arbejde på, får jeg at vide:

"Når vi laver AAA-spil er vi mellem 30 og 100 personer på projektet. Til Renegade Ops er vi omkring otte personer. Der er enkle kommunikationsveje, her er intet heiraki, så det er meget forskelligt fra de store projekter. Vi har alle sammen hungret efter at gå tilbage hertil, at være et lille intimt team og lave et mindre spil", siger Andreas Thorsén.

Renegade Ops
Jungleomgivelserne kender vi fra Just Cause 2, og de er sjove at køre omkring i. Der vil være andre miljøer end bare jungle, lover Avalanche, og der vil også komme vejreffekter.

Multiplayer online for fire personer og lokal co-op for to spillere venter os, men det er singleplayer-delen, jeg får lov at prøve, da jeg får Dual Shock-controlleren i hænderne. I tropiske omgivelser glider et transportskib ind til stranden og sætter en lille jeep med en stor kanon på taget af. Jeg styrer med venstre pind og skyder i 360 grader med den anden. X aktiverer turbo, og de to skulderknapper aktiverer specialangreb som elektromagnetisk puls og missiler. Det virker ganske behageligt - styringen føles præcis, og jeg får at vide at alle køretøjer får unikke køreegenskaber og specialevner.

"Det skal være lettilgængeligt, det skal bygge på enkle mekanikker, der byder på interessante valg når du spiller. Du skal kunne hoppe ind og have det sjovt, men også være lidt strategisk", fortæller Axel Lindberg, da jeg spørger ham hvad der gør et spil som dette godt.

"Det er vigtigt at selve kernemekanikken holder", tilføjer Andreas. "Bare det at køre rundt omkring og skyde ting skal være så sjovt, at det i sig selv er en komplet oplevelse. Når det er på plads, kan man begynde at udvide helheden".

Jeg suser rundt omkring på banen, og snart kommer den første konfrontation, hvor både infanterister og fjendtlige køretøjer får lov at smage på mine salver. Mit første "primary objective" - hvis retning markeres af en altid nærværende pil - er at redde et gidsel. Han takker for hjælpen og beder mig køre ham til en nærtliggende kirke, hvor den nyligt reddede mands familie befinder sig. Jeg drøner derhen og får en ny opgave, nemlig at samle flere gidsler - der sjovt nok alle er gemt i trækasser og bure som skal "skydes op" - og bringe dem tilbage.

Renegade Ops
Historien i Renegade Ops: Galningen Inferno bomber en hovedstad i Europa i en fiktiv variant af nutiden. Verdens ledere bukker under for hans krav, men general Bryant får nok og sammensætter superteamet Renegade Ops for at redde verden.

Her begynder spiloplevelsen at forgrene sig. Kirken angribes nemlig af køretøjer med raketstyr, der gerne skal tages hurtigt ud. Samtidigt kan jeg følge en anden pil for at redde flere gidsler og fragte dem tilbage til kirken, hvilket giver point og bedre forsvar til den hellige bygning. Raketbilerne må bide i græsset, og nogle morter-trucks, og senere hen rigtig tunge kampvogne, får også deres livsbjælker tømt af min hårdt udsatte lille firehjulstrækker.

Renegade Ops
Kampvogne er ikke sådan at lege med, og kræver den del fuldtræffere og specialangreb før de bukker under. Sørg for at samle nok health før du lægger dig ud med dem.

Handlingen og opgaverne fortælles og forklares gennem tegneserie-agtige vinduer i hjørnet af skærmen, hvilket er både en stilfuld og smart løsning i et spil som dette. Det er langt fra de halvtræge mellemsekvenser i Just Cause 2, og lader hurtigt en komme tilbage til gameplayet. Avalanche fortæller om inspirationen til disse tegneserieruder.

"Højopløste mellemsekvenser i 3D fungerede ikke, så vi legede med en del ideer. Vi så faktisk en tidlig udgave af I Am Legend inden den havde premiere, og som "pre-promotions" udgav de animerede tegneserier online om filmens verden, og det var interessant. Sidenhen fandt vi en fantastisk tegner der havde en rigtig fed stil. Det er som en moderne variant af G.I. Joe, og også en del fra Marvels Punisher.

Renegade OpsRenegade Ops
Axel Lindberg og Andreas Thorsén, game director og senior producer på Renegade Ops.

Jeg nærmer mig afslutningen af banen. Et nyt stykke legetøj åbenbarer sig fra himlen, og jeg bytter min bil ud med en angrebshelikopter. Udskiftningen tager et kvart sekund, og jeg sætter mod himlen med et fjoget grin. Til havs venter et enormt krigsskib, der vil regne kaos ned overmig. Flere seperate kanontårne skal skydes ned, og min helikopterrøv holdes konstant varm af insisterende missiler fra fjendtlige skibe. Jeg mister nogle liv, og må starte om igen få sekunder fra orkanens øje, men til sidst sænker jeg hele skibet, og superskurken Inferno hvæser at han har undervurderet mig. Damn straight.

"Godt skudt", siger Andreas rosende. Jeg ved at han sikkert havde klaret banen i ét liv med bind for øjnene, men jeg tager alligevel rosen til mig.

Dette er altså hvad vi kan forvente os af Renegade Ops - en skærm konstant dækket af livsbjælker, point, opgraderinger, helbredsbonusser og en regn af tal, der angiver hvor megen skade man gør på fjendens panser. Her er ingen tvivl om at jeg spiller et spil, og det er præcis hvad Avalanche har haft som ambition. En hyldest til fordums tiders topdown-actionspil, hvor spilbarheden går frem for alt andet. Renegade Ops udkommer "engang i år" til PC, PlayStation 3 og Xbox 360.

Renegade Ops
Renegade Ops
Renegade Ops
Renegade Ops
Renegade Ops
Renegade Ops

Relaterede tekster

Renegade OpsScore

Renegade Ops

ANMELDELSE. Skrevet af Matti Isotalo - GR FI

Du rejser fra A til B og brager løs med alt hvad du kan finde af våben, bomber og ødelæggelse undervejs. Er det Contra på hjul? Målt på antallet af eksplosioner, kunne det sagtens være.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.