Dansk
previews
Star Wars: Squadrons

Vi har endelig spillet Star Wars: Squadrons

EA Motive har i noget tid arbejdet på en lidt anderledes Star Wars-oplevelse, og den har vi nu selv prøvet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Star Wars: Squadrons foregår lige efter konklusionen på den galaktiske borgerkrig, og i dette grænseland transporteres du til en galakse langt, langt væk, og du placeres yderligere i ikke bare et men en række af de mest ikoniske rumskibe fra et af de mest ikoniske science fiction-universer nogensinde. Ja, EA og Disneys samarbejde har resulteret i et endnu et Star Wars-projekt, denne gang fra et lidt mindre studie, EA Motive, der ellers tidligere har været indlagt til at hjælpe til på andre større produktioner, men nu har fået nøglen til kongeriget. Fokusset er derfor indsnævret en smule, det handler om rumkampe imellem X-Wings og Tie Fighters via en multiplayer-del der sætter 10 spillere op imod hinanden, samt en kampagne der fortæller om imperiets fald fra to distinkte perspektiver. Jeg fik endelig muligheden for at prøve dette spændende spil, og nu er det tid til at besvare det gode gamle spørgsmål; "er det her droiden du leder efter?" Nej, den virker måske ikke helt, men lad os nu bare snakke om spillet.

Hvis du, ligesom jeg, nød de gamle Star Wars-rumskydespil fra 90'erne, samt de rumbaserede modes i Star Wars Battlefront II, eller måske sågar bare andre rumskibskampspil såsom Elite: Dangerous, jamen så er Squadrons faktisk præcis den droide du leder efter (der er den igen). Faktisk har du en droide bag dig på alle tidspunkter imens du kaster dig rundt imellem astroider og vragdele i det brede verdensrum i enten kampagnen, der er opdelt i missioner, eller i multiplayer, der benytter en 5v5-struktur.

Star Wars: Squadrons
Star Wars: SquadronsStar Wars: Squadrons

Jeg vil dog ikke lyve og påstå at jeg formede et kærligt bånd til min personlige R2-droide, for jeg kom slet ikke langt nok. Star Wars: Squadrons er en lagdelt oplevelse, der kan være lidt svær at blive introduceret for; en oplevelse fyldt med nuance og dybde, og alle spillets fordele, spidsfindige ideer og firnurlige strategier blotlægges ikke for spilleren ved første øjekast. Resultatet er hvad man ville på engelsk kalde en "steep learning curve and a high skill ceiling", altså en disciplin der ikke tager nogen gidsler, men belønner dem der holder ved. Jeg spenderede tre timer med spillet, og det bedste jeg kunne gøre var at få styr på det helt basale, og forsøge at sætte mig ind i de mere dybdegående mekaniske strategier, der lægger bag de intense rumkampe.

Det vigtigste her, og det jeg måske kunne lide allermest, var selve skibenes interiør. Det lader til at kraften har været stærk hos EA Motives UI-designere, og faktisk får spillet en hel del af sin autencitet herfra, og det er heldigt. Rumkampspil er ikke ligefrem den bredeste mainstream-genre på markedet, men via Star Wars-licensen, samt denne forsigtige og respektfulde genskabelse af de rumskibe vi alle har et forhold til, så giver det Squadrons en solid chance for opnå succes, også blandt et bredere publikum. Bare det at se billeder af interiøret giver en lyst til at være pilot i det ydre rum - det siger lidt om kvaliteten her.

Men lad os lige tage et skridt tilbage, og finde ud af præcis hvad Star Wars: Squadrons egentlig tilbyder her. Der er otte klasser at vælge imellem (fire på hver side), og når du har valgt én og kaster dig ud i kamp, så opdager du hurtigt at hele styringen læner sig kraftigt imod en mere arkadeorienteret styring sammenlignet med eksempelvis Elite: Dangerous, et spil som Squadrons dog har lånt et par features fra. På den anden side lader der til at være en del mere at hente her end eksempelvis rumkampene i Star Wars Battlefront II kunne tilbyde, som godt nok så flot ud, men som ikke tilføjede synderligt meget nuance.

Star Wars: Squadrons
Star Wars: SquadronsStar Wars: Squadrons

Det vigtigste her er dog styringen, som lader dig rulle rundt, rette retningen opad eller nedad, flyve stærkt, bremse og generelt navigere imellem astroider, vragdele, andre rumskibe og hvad der ellers måtte findes i verdensrummet, imens du scanner efter fjendtlige mål. Det næste lag, der ligger sig oven på det første, er netop det der med scanning og bevågenhed, for du skal naturligvis monitorere dine interne scannere, og sørge for at du hele tiden har et halvt øje på dem. Det næste lag er så offensive og defensive evner, som også monitoreres via naturlige instrumenter i cockpittet, og der er værdier associeret med motoren, med våbnene og dine skjolde, der alle skal holdes i balance. Der er en del marginaler at kontrollere, og dit liv reddes ofte at den lille fordel du har ved at affyre din laser få sekunder før fjendens, eller at sætte al energien imod skjoldet i sidste øjeblik.

Jeg har intet problem med at indrømme, at jeg ikke nåede sådan et niveau i løbet af min tid med spillet. Det var svært nok at få styr på styringen (jeg startede med mus og tastatur, men endte med at gå over til en Xbox One-controller, da jeg følte at jeg havde bedre føling med skibet på den måde), samt finde ud af hvor jeg egentlig skulle hen, for slet ikke at nævne at få affyret mine våben imod fjenderne. Dog, som timerne skred frem, fik jeg mere styr på det hele, og det blev så muligt for mig at præstere mere direkte og præcis kontrol af mit rumskib.

Ligesom alle andre kommer til, så startede jeg i spillets singleplayer-prolog. Det var et perfekt sted lige at lære hvad der var op og ned, og få styr på den basale styring. Det er en ret tilgivende introduktion til alt hvad spillet kan tilbyde, og du starter som pilot for imperiet, og skal jage nogle rebelske flygtninge, der er ved at undslippe fra Alderaan. Man kæmper lidt indtil at perspektivet vendes på hovedet, og herfra introduceres du får hovedpersonerne blandt rebellerne, og her får du så lov til at opleve det samme slag igen, bare fra den anden side. Hvis det er sådan at resten af kampagnen foregår, nemlig med kontrasterende missioner der konstant gør os bevidste om de grå nuancer i selv en så tegneserieagtig konflikt, så tænker jeg at vi har en solid historie i vente, der kan noget andet end de mere stringente og arketyperagtige Star Wars-historier man ellers så ofte støder på. Naturligvis er det tydeligt at mærke, at man, rent narrativt, kun kan nå så langt i rumkampsgenren, og nu hvor al gameplay opleves igennem et cockpit er det svært at introducere narrative overraskelser, uden at det hele bare bliver stopproppet med mellemscener. Dog tror vi at Motive har fat i noget her.

Star Wars: Squadrons
Star Wars: SquadronsStar Wars: SquadronsStar Wars: Squadrons

Efter at have gennemført prologen var det tid til at afprøve en af de mere casual modes i spillets multiplayer-del, nemlig Dogfight. Her er der tale om ret direkte 5v5 deathmatch, og det var faktisk ganske underholdende, dog lidt ujævnt fordi holdene tydeligvis var ringe balanceret. Men når jeg lige kom i en spændende duel med en anden journalist, og vi skiftedes til at lægge os i spidsen, så var det altså virkelig sjovt. Da vores hold kom i undertal endte dog med at blive ret let for det modsatte hold at tromle os fuldstændig. Det er ikke helt let for et hold at tætne til, og arbejde sammen, man flyver simpelthen for hurtigt, så når først man er i undertal, så virker det som om at det overlegne hold går fra at have føretrøjen på, til at egentlig bare at dominere. Måske kunne man indsætte AI-kammerater hvis ens rigtige venner falder i kamp? Sådan er det i forvejen i singleplayer-delen, så det ville måske ikke være helt dumt, for lige nu er det stort set umuligt for et hold på bagbenet at komme tilbage ind i kampen.

Der er også masser af AI-kontrollerede venner og fjender i spillets signaturdel, Fleet Battle. Dette er et episk rumslag der udspiller sig i adskillige dele, hvor spillerene skal kæmpe på tværs af en større slagmark, og knuse rumskibe der beskytter det centrale flagskib. Jeg spillede et par runder Fleet Battle, og både vandt og tabte, men der var en ret fin balance imellem de forskellige faser af kampene, en nuance der manglede i Dogfight. Det skyldes både at der bliver skudt fra alle leder og kanter, så det at bryde formation gør dig ekstremt sårbar. Ydermere sikrer de konstant skiftende mål, at du hele tiden er på tæerne. Jo, én af dine kammerater kommer måske i isoleret kamp med en anden spiller, men din primære bekymring ligger altid lige foran dig, og sammen med AI-styrede allierede handler det om langsomt men sikkert at erodere sikkerheden omkring det fjendtlige flagskib. Dette var uhyre imponerende i det hele taget, og der er sågar en tilfældigt genereret minihistorie til hver af disse Fleet Battles, og man er investeret fra det første øjeblik man sætter i gang.

For mig forbliver det eneste store spørgsmål dog om hvorvidt spillet alligevel er bredt nok. Det føles ganske glimrende at styre, og både Fleet Battle og den korte sekvens af singleplayer-kampagnen, jeg spillede føltes godt, men bliver det alt sammen lidt for ensformigt til sidst? Det er virkelig svært at sige lige nu, men indtil videre er jeg dog imponeret. Det må jeg sige.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.