Dansk
Gamereactor
previews
Assassin's Creed Valhalla

Assassin's Creed Valhalla

Assassin's Creed serien forsætter sin jordomrejse og har denne gang ramt vores breddegrader. Blodige kampe, belejringer og mjød i spandevis - det tegner godt.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Kan du huske Velen i The Witcher 3: Wild Hunt? Borgerkrig hærger området, der også er kendt som No Man's Land. Lokalbefolkningen er udsultet og hærget af sygdom. Modløsheden hersker. Selv træerne synes at have givet op og er bukket fuldstændigt sammen i den evindelige vind. Assassin's Creed Valhalla giver mig den samme dystre stemning, og det er ærlig talt forfriskende for en serie, der altid har været i den lette og farverige ende, når det kommer til miljøskildring.

Men lad os starte fra begyndelsen af. Er du Assassin's Creed-fan har du sikkert allerede styr på Valhallas overordnede præmis. Du spiller som den hårdføre viking Eivor (der kan være både en kvinde eller mand), der drager fra Norge på togt mod de angelsaksiske kongedømmer for at erobre nyt land. Undervejs er der briter at snigmyrde, byer at indtage, politiske intriger at løse, valg at træffe og egenskaber at opgradere, som vi kender det fra serien, der i de sidste par år har lænet sig mere og mere op af RPG-genren.

For nyligt fik vi lov til at spille knap fem timer af det ambitiøse spil, og vi sprang alt optakt over og befandt os fra starten af i kongedømmet Mercia i området nær det nuværende Leicester. Her havde vi vores eget lille settlement, som kan opgraderes i takt med at vi vinder fodfæste i det fjendtlige territorium, og din lille by byder også på aktiviteter såsom terningespil og drukkonkurrencer med mjød i lange baner. Vi var dog ærlig talt for utålmodige for at kaste os ud i den dramatiske historie til at bruge mange minutter i vores lille landsby, men funktionen har helt sikkert potentiale. Indsamlingen af ressourcer og udforskning virkede ofte lidt meningsløst i de tidligere spil, hvor du var et individ på en personlig mission, og ofte endte med at fylde lommerne af ren og skær kleptomani. I Valhalla repræsenterer du en hær, et folk, og en livsstil. Hver ressource du finder eller by du erobrer, styrker dit settlement og dermed også dine styrker.

Assassin's Creed Valhalla
Assassin's Creed ValhallaAssassin's Creed Valhalla

Netop indtagelsen af byer og de store kampe, det medførte, var et af spillets højdepunkter. Da vi nærmede os en befæstet by, bankede vi selvfølgelig først på som de høflige skandinavere, vi nu engang er. Med en rambuk selvfølgelig. Du kan selv vælge om du vil være en del af holdet, der anvender rambukken, eller med hjælp fra hjemmebragte stiger kravle om op fæstningens mure. Jeg valgte den sidste løsning, og straks var jeg involveret i en blodig, brutal kamp.

Her nyder spillet godt af det solide kampsystem, der bygger videre på fundamentet fra Assassin's Creed Odyssey. Du parerer, undviger angreb og veksler mellem hurtige og tunge angreb, mens den blodige menu af afhuggede lemmer ofte krydses med lidt ekstra ketchup i form af specielle angreb, der kan aktiveres, når du har optjent nok point. Det mest tilfredsstillende ved kampsystemet er dog den udtalte brutalitet. Falder fjender til jorden kan du trampe dem direkte ned i underverdenen ved et tryk på R3, og får du afvæbnet dine fjender, er der mulighed for at udføre blodsprøjtende finishing moves, der ikke overlader meget til fantasien. I den lidt mere morbide ende, kan du også sparke eller slå dine fjender ned fra høje kløfter eller mure, og de skal ikke falde mange meter før de på komisk vis kreperer.

Som noget nyt kan du også dual-wielde, og Eivor svinger sine store økser som var det dolke i hånden på en akrobatisk fægter. Og det er måske min mest markante kritik af både gameplay og historie. Assassin's Creed bærer på en vældig arv, men frem for at være en styrke, minder det efterhånden mere om en byrde. På trods af sin vældige fysik og træstamme-arme (vi spillede som den mandlige Eivor) bevæger Eivor sig med en ynde, der ville gøre en skøjteprinsesse misundelig. De lette glidende parkourbævægelser, der passede så godt til Ezios ungdommelige eskapader i det lyse Firenze, virker malplacerede i det barske engelske landskab, og da kontrollen stadig er lidt upræcis, kan du midt i et slag pludseligt finde dig selv hængende på væggen som en Spider-Man på seriøse afveje. Og jo, det vækker da nostalgisk glæde at lave hovedspring i en høstak, men igen - hvor stakkene gav god mening på de sydeuropæiske og mellemøstlige kræmmermarkeder, så hører de ikke hjemme i den nuværende setting. Og lad os bare blive enige om, at en tonstung viking klædt i klingende udrustning ikke burde kunne snige sig op bagfra på sine fjender uden at vække en del opmærksomhed.

Assassin's Creed Valhalla
Assassin's Creed ValhallaAssassin's Creed Valhalla

Det bringer os til historien og stemningen, som i mine øjne er de to punkter Ubisoft skal levere på, for at dette spil kan leve op til sit navn og gøre sig fortjent til en plads i branchens himmerige. Og efter jeg indledningsvis var lidt skeptisk, må jeg faktisk indrømme at det er lovende. Virkeligt lovende. Som nævnt i introduktionen fanger det barske landskab noget af kvaliteten ved Witcher-seriens Velen, men faktisk behøver du blot at kigge ud af vinduet for at se, hvor designerne har fundet deres inspiration. Vegetationen, den sumpede jord, de røde, gule og brune farver, er som taget ud af et dansk efterårslandskab, og det er helt sjovt at gå på opdagelse i familiært territorium - noget vi kan sjældent oplever i spil. Barsk og til tider trøstesløst med små lyspunkter, hvor solen pludselig skinner igennem skyerne. Sådan er landskabet i Assassin's Creed Valhalla, og det samme kan i høj grad siges om historien.

Vi nåede at spille igennem fire dramatiske hovedmissioner, der involverede politiske intriger, blodige kamp, masser af opdagelser samt et par overraskelser undervejs. Hvad det hele handler om, skal du selv have lov til at opleve. Men lad os bare sige, der er et par konger, der står til at miste både krone og hoved, hvis ikke de gør sig gode venner med de invaderende vikinger. Du møder på vanlig vis en række historiske karakter som den store krigsfører Ubba og Halfdan Ragnarsson, og da de kendte overleveringer om datidens hændelser er indhyllet i et mytisk skær, kan du nok også undervejs forvente visse overnaturlige elementer. Det var dog ikke noget, vi stødte på undervejs, hvor historien var præcist så grum og jordbunden, som man kunne forvente, når to civilisationer støder sammen. Der var dog også enkelte humoristiske lyspunkter, som da en fjende trak et sværd mod vores vikinge-helt og Eivor tørt udbrød "That's a butter knife my Lord, do you intend to butter me." Men tonen virker til at være langt mørkere end de tidligere indslag.

Assasin's Creed Valhalla tegner til at blive en rejse af de store, men om det også bliver underholdende i længden, vil kun tiden vise. Nogle af miljøerne virker en anelse ensformige og gameplayet har det med at blive lidt enerverende over tid, når der ikke er flere nye tricks i posen. Men vi glæder os uden tvivl til snart at sætte sejl mod de engelske kyster, og se hvad Guderne har os i vente.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.