Dansk
Gamereactor
previews
Halo Infinite

Her er vores førstehåndsindtryk af Halo Infinites Technical Preview

Halo Infinites multiplayer er gået ind i en forsigtig første testfase i weekenden, og Magnus har spillet masser af kampe.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Nu er jeg ikke altid lige stor fan af at påbegynde en artikel bestående af førstehåndsindtryk med en masse disclaimere, men det er måske nødvendig kontekst her. Jeg har spillet samtlige Halo-spil i flere omgange, og betragter mig selv som værende fan af universet. Jeg har faktisk spillet dem alle kooperativt med min bror, men alt det til trods har jeg kun kort dyppet tæerne i multiplayer-delen de sidste par år. Jo, jeg har da rødder i god gammeldags Red vs. Blue i det originale to spil, men siden 343 tog over har jeg haft fokusset andetsteds, og kom hovedsageligt til Halo-serien for det næste kapitel i en episk sci-fi-fortælling.

Alligevel, den her novice-indstilling til trods, blev jeg kende overrasket over den måde Halo Infinite føles at spille i dette allerførste Tech Preview, der kører henover weekenden, og som byder på lidt våbentræning i Academy og kamp mod AI-styrede fjender i Team Deathmatch på bare én bane.

Halo InfiniteHalo Infinite
Her er et udpluk af to af mine kampe.

Det er et smalt udvalg, men alligevel et afgørende første skridt for 343, der uden tvivl har ændret taktik siden lanceringen af Halo 5: Guardians, og har lært noget af den community-drevne udvikling, som har gavnet PC-lanceringerne af spillene i Halo: The Master Chief Collection. Det er, igennem denne første test, ret tydeligt at 343 ønsker at have spillerne med fra start af, og det er umiddelbart svært at se problemet i denne tilgang.

Der er, igen, tale om et tidligt teknisk preview af spillet, som lige nu fokuserer udelukkende på at optimere den kunstige intelligens, så den er mere effektiv på slagmarken, og det er nok meget smart når disse bots skal bruges i en række forskellige modes. Det betyder dog også, at stort set alle de betragtninger du kommer til at finde her kan blive ændret, tweaket, finpudset. Den kan sågar gå den anden vej, og ting jeg sætter pris på her kan forsvinde. Vi ved det ikke, og det er vigtigt at understrege, at det her ikke er en beta.

Det er i forvejen svært at bedømme Halo Infinites multiplayer på bare det ene map, men det er dog min, og jeres, allerførste oplevelse med Slipspace-grafikmotoren, en helt ny grafikmotor der angiveligt kostede mange, mange millioner dollars at udvikle, og som debuterer sammen med Halo Infinite. De gode nyheder er at allerede nu føles fysikken, renderingen af områderne omkring banens ydre vægge og den teknik der ligger bag ved hver eneste skududveksling til at være relativt tilfredsstillende. Halo Infinite føles allerede som et lidt andet dyr end Halo 5: Guardians, og der har uden tvivl været fokus på tyngde fremfor meget andet. Våbnene gjalder og vibrerer idet de affyres, din bevægelseshastighed føles lavere end tidligere, og ligeledes synes man at kunne mærke karakterens vægt og centrum mere når man sprinter. Bevares, der er stadig tilpas luft i dit hop, som kan give sjove skududvekslinger, og takket være hurtige "vaults" kan du også relativt let undslippe fra en duel du føles skæbnebestemt til at tabe.

Halo Infinite
Selv menuerne ligner Destiny lidt.
Halo InfiniteHalo Infinite
Det er svært at tage screenshots imens man uddeler tørre tæsk.

På en måde føles Halo Infinite, lige nu, meget som Destiny, og det er faktisk hverken et kompliment eller en kritik. Alt lige fra font til den stemme der orienterer dig i kampens hede, fra fysik til musik. Men det kan meget vel være 343 der har ladet sig inspirere af Bungie, som i første omgang har ladet sig inspirere af 343, det er umiddelbart svært at sige, og det er nok der jeg mangler kritisk erfaring med spillenes diverse multiplayer-suiter. Det var bare en bizar strøtanke.

Selvom selve banen er ret kedelig, men nok heller ikke at finde i det færdige spil (håber jeg), så er der desuden også nogle tiltag, som er ikoniske for seriens multiplayer-stil, men som alligevel er rare at se tilbage. Diverse våben som pick-ups give kampene liv, og de er så spredte at man let kan opbygge et flow, imens man danser fra pick-up til pick-up. De lader dog til, i denne ene testbane, at være fikserede, altså blandes våbnene ikke, men er altid samme sted. Det kunne have den totalt modsatte effekt, og flere spiller hang eksempelvis altid rundt om det samme Needler spawn i nogle af de kampe jeg spillede.

Halo Infinite
Banen er i sig selv når det værste, men jeg tænker ikke at den faktisk er en del af spillet.

Der er også evner, såsom Cloaking og en Shield Wall, som igen forstærker hele den der Destiny-opsætning. Dog er de ikke class-specifikke, men samles op ligesom våben. De lader til at fungere efter hensigten, og føles tilpas tunge og tilfredsstillende at bruge. Ligeledes er der lige nu tre granattyper, og de er alle direkte fantastiske at bruge. Der er tilpas lyd, visuelt pang og effektivitet i alle tre typer til at man altså tyrer dem afsted så snart man kan, og der er et gavmildt antal strøet omkring i banen.

Det er vigtigt at huske, at Halo Infinites multiplayer kommer til at være så meget mere end det her, og lige nu er der hverken køretøjer, Capture the Flag, samtlige våben eller evner eller nogen reel udfordring at spore. Det er ikke pointen med det her Technical Preview. Hvad man dog kan fornemme er at Halo Infinite føles tungt og tilfredsstillende at spille, og at der kommer til at være rigeligt med mekanikker og systemer, der ansporer til samarbejde holdkammeraterne imellem. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med det her meget, meget tidlige smugkig. Jo, der er lidt hist og her, men alt i alt så er det et godt og forsigtigt første skridt mod en lancering senere på året. Jeg er klar.

HQ

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.