
I bund og grund prøver jeg at være et godt bekendtskab. Du er altid meget velkommen til at kontakte mig herinde, kommentere på stort og småt jeg lukker ud og vær ikke bange for at smide mig en privat besked hvis jeg har trådt dig over tæerne eller du bare vil snakke.
Min PlayStation 4 fungerer både som spilkonsol og radiator. Så snart jeg har tid starter jeg den op, og så spreder den dejlige varme sig fra maskinen rundt i min lejlighed. Om der er tale om en faktisk varme, eller om det bare er fordi spilglæden varmer min kolde kyniske krop, ja det ved jeg sådan set ikke helt.
Jeg elsker spil og det er både nye og gamle titler. Spil der kan fascinere mig i uendelighed er titler som WarCraft II, Heroes of Might & Magic III, Dungeon Keeper, Baldur's Gate, Theme Hospital og Diablo II som nok også vidner om at min adgang til en kompetent spille PC var ganske begrænset som barn og ung. For ja, jeg er voksen.
Jeg var der da Doom startede voldelig adfærd blandt teenagere, som jo aldrig fandt sted før disse voldelige computerspil.
Jeg var der da Quake revolutionerede 3D-grafikken og skabte tradition for et uendeligt antal af brune nuancer i FPS-genren.
Jeg var der da EA lagde grundstenene til at blive verdens ondeste selskab.
Jeg var der da Microsoft besluttede sig for at smide en konsol på markedet.
Jeg var der da PCPLAYER lukkede og slukkede.
Jeg er her endda stadig.
De gamle spil der har taget så meget af min tid fylder stadig meget i mit gamle gamer-hjerte, men jeg ser også fremad... Jeg har ikke tid til andet. Jeg vil gerne gennemføre Baldur's Gate igen, og jeg vil gerne bygge verdens bedste hospital i Theme Hospital, men jeg har simpelthen ikke tid til det, hvis jeg gerne vil spille nogle af alle de nye ting der hele tiden kommer... og det vil jeg.
Medlem siden: | 2015-08-03 |
Kommentarer | 242 |
Tillagt 2015-08-14 16:54:
Herlig profiltekst i øvrigt.