Dansk
Gamereactor
Serieanmeldelser

Vi anmelder første sæson af Watchmen

Det er blevet tid til at gøre status. Vi anmelder den første sæson af HBO's Watchmen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Det er ikke nogen lille opgave at tage fat i Alan Moores højt elskede Watchmen-tegneserie, og derefter designe hvad der nærmest kan beskrives som en fusion imellem en helt ny historie i samme univers, og en direkte efterfølger til det ikoniske værk. Det var dog præcis hvad manuskriptforfatteren og skaberen bag blandt andet Lost og The Leftovers, Damon Lindelof, satte sig for at gøre for en del år siden efterhånden, og i går ankom Watchmen-seriens sidste afsnit så på HBO. Det er derfor blevet tid til at tage stilling, og finde ud af om hvorvidt Lindelof er lykkedes med sin ellers relativt umulige opgave.

Hvis du endnu ikke har set serien, så er der her tale om en kronologisk efterfølger til Alan Moores berømte tegneserie, hvor en ny fortælling i Tulsa, Oklohoma, der da også involverer maskerede selvtægtsudøvere, blandes sammen med en mere direkte fortsættelse af de tematikker og centrale problemstillinger der bliver fremlagt i tegneserien. Det er på sin vis, som beskrevet i ovenstående paragraf, både en helt ny fortælling, og en kronologisk efterfølger.

Watchmen

Ja, vi skriver Tulsa i 2019, Robert Redford er præsident, Dr. Manhattan er på Mars, og til tider falder der små interdimensionelle blæksprutter fra himlene, som nærmest øjeblikkeligt går i opløsning. Vi lever i en verden der godt nok kom uskadt ud af den kolde krig (måske takket være Ozymandias' relativt brutale plan), men hvor endnu en omfattende konflikt står for døren. Denne er det opgøret mellem racerne om man vil, eller den voksende racisme om man vil, som vi også ser i vor egen verden. Her følger vi en række nye helte, mere specifikt Sister Night og Looking Glass, der arbejder sammen med en nu maskeret politistyrke for at bekæmpe en uhyggelig gruppe ved navn The Seventh Cavalry, der har Rorschach-masker på, og som er ret tydelige i deres retorik.

Og sådan er stregerne trukket op, og parallelerne imellem denne serie og Alan Moores originale værk er ganske tydelige. Ikke bare er der kronologiske og plotmæssige sammenhænge, men mere afgørende er der tematiske ligheder, der gør Lindelofs serie til en værdig fortsættelse. Begge historier handler om både om selviscenesættelse, konceptet om retfærdighed og særligt de forskelle der er med til at så splittelse, om det er hudfarve, politiske overbevisninger eller sågar bare ideen om hvad der er rigtigt og forkert, og om målet virkelig helliger midlet.

Watchmen

Og ligesom tegneserien går serien ret så filosofisk til værks i udviklingen af de centrale plotstrukturer. Alan Moore var også ganske forsigtig med hvilke dele af karakterernes planer der blev eksponeret for læseren hvornår, og ligeledes her folder Watchmen sig gradvist ud som en blomst. Faktisk samles alle trådene først i løbet af de sidste to-tre afsnit, og indtil da virker visse begivenheder og motivationer noget nær bizarre. Men netop denne narrative opsætning passer uhyggeligt godt til Lindelof, der tidligere har været effektiv til at trække tæppet væk under seerens fødder i blandt andet Lost. Desuden eksperimenterer serien også med netop konceptet om kronologi, og tager os med tilbage i 20'erne, frem til 60'erne, for så at belyse ny information der ændre vores forhold til 80'erne og nutiden samtidig. På mange måder er serien konstrueret ligesom den måde Dr. Manhattan forstår tid - det hele er adskilt, og samtidig - på samme tid.

Så ofte kradser du dig selv lidt i hovedbunden, og det er også meningen, men serien forstår konstant at holde dig tæt til skærmen med fantastiske skuespillerpræstationer over hele linjen. Regina King sparker simpelthen røv som Sister Night, og forbliver troværdig og et narrativt pejlemærke igennem hele serien. Desuden leverer både Don Johnson, Tim Blake Nelson og Yahya Abdul-Mateen II fantastiske præstationer, der er enormt krævende. Vi taler ikke her om fysisk krævende, da serien faktisk skruer en hel del ned for den hårdpumpende action som kendetegnede Zack Snyders filmfortolkning. Her er ingen forlængede kampscener, her er det ord og handlinger der gør mest ondt, og det stemmer egentlig en hel del bedre overens med Moores originale vision.

Watchmen

Watchmen er en fantastisk udforskning af de naturlige og unaturlige opdelinger i vores samfund, og hvad vi kan gøre, og ikke skal gøre, for at nedbryde dem, og derfor ligger både tegneserie og tv-serie så naturligt i forlængelse af hinanden. Det betyder dog desværre ikke at serien helt underslipper nogle af de helt banale forventninger, man har til en serie i ni afsnit. Eksempelvis kommer den lidt for langsomt i gang, og er ikke helt lige så god til at slå sin rødder dybt nok og skabe engagement i løbet af de første to afsnit - dog kommer den efter det efterfølgende på ganske spektakulær vis. Og desuden må jeg ærligt indrømme, at selvom Tulsa, Oklohoma rent narrativt spiller en afgørende rolle, hvor raceoptøjerne i byen i 1921 er blevet kaldt "the single worst incident of racial violence in American history," så er den rent visuelt ikke et synderligt spændende sted for en serie af Watchmens kaliber at foregå. Naturligvis må den narrative forbindelse komme først, men jeg ville nok have ønsket mig nogle højhuse, noget storbymelankoli, nogle zeppeliner med griske slogans på i luften. Watchmen-tegneserien har sådan et interessant visuelt formsprog, og det går lidt tabt i Oklahoma.

Men det ender ikke at betyde så meget, for uden at spoilet noget, så skal vi ud i rummet, vi skal frem og tilbage i tiden og alt derimellem, så Watchmen står aldrig stille længe nok til at man bliver godt træt af gode gamle Tulsa. Der vil sikkert være dem der synes Watchmens fokus på racekonflikter, på systematisk undertrykkelse af minoriteter og på voksende racisme i den vestlige verden, er ubehageligt. Det er som sådan fint - det her er ikke en serie der er designet til at stryge med hårene, tværtimod. Derudover vil der også være dem der vil være poltisk uenige med seriens stillingtagen til disse emner - og det er også fint. Der eksisterer desuden også sikkert dem, der siger noget nonsens med at være "woke", kalder nogen "libtard" og derefter klapper sig selv på skulderen. Watchmen er dog langt mere end det, heldigvis. Faktisk måtte jeg i sidste ende overgive mig til Watchmen, der elegant ligger sig i forlængelse af Alan Moores originale værk, og fortæller en kompleks, avanceret og interessant historie om tredimensionelle karakterer i en verden hvor alt ikke er som det ser ud.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.