Dansk
Gamereactor
Serieanmeldelser

Vi anmelder det første afsnit af Westworlds tredje sæson

Westworld bevæger sig uden for parkerne, og giver os et detaljeret kig på verdenen udenfor.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Hvorimod Westworld startede ud med at vise vejen frem for historiefortælling i et serieformat med en dyb historie, fantastiske karakterer, storslåede sekvenser og design, samt fuldstændig vidunderlig musik, så formåede serien ikke helt at bibeholde det høje tempo og kvalitetsniveau i anden sæson. Det mysterium der før var helt centralt i serien blev erstattet af noget mere vagt, noget udefinerbart, og de diverse karakterers respektive fortællinger blev blandet sammen af en rodet kronologi. Med andre ord - Westworld kunne bære vægten af sin egen historie.

Og på ganske kuriøs vis sluttede den anden sæson med den totale destruktion af parken, og det efterlod os med mange spørgsmål omkring hvordan den overhovedet kunne fortsætte. Men det kan den altså - ude i menneskenes verden.

Westworld - Sæson 3

Det er faktisk der hvor vi bliver nødt til at starte, for jeg har næsten aldrig set et så signifikant narrativt krumspring fra sæson til sæson i nogen serie nogensinde. Westworld havde brug for forandring, det er helt sikkert, men den tredje sæson føles faktisk, til en vis grad, slet ikke forbundet til de foregående begivenheder - på godt og ondt. Westworlds tredje sæson er gået fuldstændig cyberpunk, og i stedet for støvede western-saloner med futuristiske laboratorier nedenunder, så er der svævefly, Akira-agtige motorcykler og AI-figurer. Skaberne Jonathan Nolan og Lisa Joy har gjort et fabelagtigt stykke arbejde i at give denne verden kant, det er både The Dark Knight's Gotham, men den er også klinisk og steril. Bygninger er beklædt med planter for at mildne C02-udslippet, og menneskeheden har tilsyneladende løst klimakrisen, men overforbruget og uligheden er ikke ligefrem blevet afhjulpet af teknologiens fremdrift. Det er i denne verden af dualiteter vi befinder os, hvor mennesker benytter teknologi hver eneste dag, men også føler sig fremmedgjort af den.

Her finder vi Dolores, der naturligvis fortsætter sit hævntogt imod dem der forbrød sig imod hende, da hun var en hjælpeløs karakter i Westworld, men hun fortsætter også sin mission om at få konstrueret flere af hendes egen slags. Men hun er faktisk ikke episodens primære omdrejningspunkt, selvom hun nogenlunde sidder på halvdelen af episoden. I stedet gør dette første afsnit en dyd ud af at introducere os for Caleb, spillet af en effektiv Aaron Paul. Han er tidligere soldat, og forsøger at finde sit fodfæste i en mærkelig og konstant foranderlig verden, og episoden bruger utrolig meget tid på at vise os de helt små nuancerede sider af hans personlighed - hans hjælpeløshed, rodløshed og dybe personlige traume. Det er sikkert at han skal agere den menneskelige analog i den her androidefortælling, og det er nu rart at se et sympatisk menneske - særligt når nu den drønirriterende Charlotte Hale spillet af Tessa Thompson stadig er med... øv! Hun har heldigvis kun én scene, men formår at alligevel at være så karikeret kynisk, at man ryster af raseri.

Westworld - Sæson 3

Vores hovedkarakterer, Jeffrey Wrights Bernard, Dolores, den nye Caleb og til sidst Thandie Newtons Maeve, er spredt for alle vinde, så vi krydser fingre for at historien ikke bliver alt for opdelt i sidste ende, men denne første episode formår da at så nogle interessante frø. Præstationerne er solide over hele linjen, seriens nye verden, den rigtige verden, passer ganske godt til en fortælling der strækker sig så langt som denne, og det lader til at mysterierne er blevet lagt på hylden til fordel for noget mere direkte.
Jeg håber at de fortsætter kadencen, men at de samtidig formår at samle trådene hurtigere end tidligere. Westworld er en bundsolid tv-serie, men prioriteterne skal være i orden, og på tværs af samtlige episoder, ikke bare den sidste. Jeg krydser fingre, og er forhåbningsfuld, for nu.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.