Dansk
Gamereactor
Serieanmeldelser

Vi anmelder det første afsnit af Lovecraft Country

Gyset drukner i unuanceret racismeskildring, men potentialet er bestemt til stede i HBO's nye horrordrama.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Om ikke andet har Lovecraft Country en eksplosiv åbning. En gruppe amerikanske soldater kæmper sig igennem en skyttegrav, mens skud og morterild lyser nattehimlen op. Scenen er i sort-hvid, og man hører en voice-over i bedste dramatiske Twilight Zone-stil. Soldaten vi følger kæmper sig frem til en højderyg.

Her møder der ham et syn bogstavelig talt af en anden verden. Flyvende tallerkener, edderkoppelignende væsener a la Klodernes Kamp, og endda, pulpguden over dem alle Cthulhu, der alle pludseligt blander sig i den menneskelige konflikt. Ned fra en af ufoerne stiger en gudesmuk amazone fra Mars, der omfavner soldaten, aldeles opsat på at lære den nye kultur at kende - intimt og med det samme! Cthulhu gør dog sit bedste for at sætte en stopper for den interplanetariske romance, men i sidste moment dukker det sorte baseballikon Jackie Robinson op og forvandler Cthulhu til grøn tentakkelsuppe med sit baseballbat.

I næste sekund er vi på bagsædet af en bus i 1950'ernes USA. Soldaten er vågnet af sin pulpfantasi og befinder sig nu i en virkelighed med Jim Crow-love, segregation og udbredt racisme. En brat overgang mellem fantasi og barsk virkelighed, der synes at være seriens primære virkemiddel. Desværre er kontrasterne for klodsede, og måden hvorpå racisme behandles alt for banal. I hvert baseret på første afsnit.

Lovecraft Country
HBO Nordic

Den drømmende mand på bussen er Atticus Freeman (Jonathan Majors). Han er for nyligt vendt hjem fra Korea-krigen, og er nu på jagt efter sin forsvundne far. Hans eneste spor er et mystisk brev efterladt af faderen, der leder Atticus mod Arkham, Massachusetts.

Fans af Lovecraft (hvad seriens karakterer meget belejligt er, så de kan levere eksposition til de uindviede) vil øjeblikkeligt genkende området som hjemsted for langt de fleste af fortællingerne i horrorlegendens berømte Cthulhu Mythos, altså seriens titulære Lovecraft Country. Det skræmmer dog ikke den eventyrlystne Atticus - og da slet ikke, da han finder ud at, at der faktisk stod Ardham i brevet. Sammen med sin onkel George Freeman (Courtney B. Vance) og mulige kærlighedsinteresse, barndomsveninden Letitia "Leti" Lewis (Jurnee Smollett), drager Atticus derfor afsted mod Ardham. En by så ubetydelig, at den ikke har eksisteret på noget kort de sidste 200 år. Eller er der måske andre årsager til, at byen er gået i glemmebogen?

Det ovenstående er ikke noget retorisk spørgsmål, men en reel undren. For det er nemlig ikke meget, vi når at se til det mystiske Lovecraft Countr. I stedet går næsten hele den over en time lange første episode med at sætte fortællings tidsmæssige og kulturelle ramme, og det er her Lovecraft Country begynder at snuble.

Meget af første afsnit foregår i et sort nabolag i Chicago. Nu ved jeg ikke, hvordan der så ud dengang, men arbejdsløsheden må have været lav, for tilsyneladende går der usete folk rundt og holder gaderne rene, stryger skjorter og retter på folks år. Kulisser og påklædning virker ellers til at ramme perioden godt, men virker simpelthen for pænt og rent. Ærgeligt, for ellers er der ikke mange fingre at sætte på selve filmhåndværket. Det er en velproduceret serie, der, som man efterhånden forventer, på det tekniske plan kan måle sig med langt de fleste spillefilm. Dialogen er velskrevet med både sjove og rammende replikker, der bliver leveret af talentfulde skuespillere, og man har forsøgt at fange tidens tone, uden at det bliver arkaisk. Historien er spændende og dramatisk med nok dynamik mellem karaktererne til at holde sæsonen ud, og de visuelle effekter, når monstrene endeligt viser sig, er klart fra øverste skuffe.

Lovecraft Country
HBO Nordic

Baseret på Matt Ruffs roman fra 2016 af samme navn forsøger Lovecraft Country at blande kosmisk horror med en kritik af datidens (og velsagtens nutidens) racisme samt de sortes ringe vilkår i Mulighedernes Land. Serien er skrevet og tilrettelagt af Misha Green og har Jordan Peele og J. J. Abrams som producere. Jeg kender ikke noget til Green, men hverken Peele eller Abrams kan, på trods af deres utvivlsomme talent, siges at være subtile filmskabere. Om det er deres skyld, ved jeg ikke, men seriens sympatiske pointer leveres desværre med en sådan banalitet, at de mister næsten alt kraft.

Som sagt foregår Lovecraft Country i 50'ernes USA og flere steder er sorte eller ikke-hvide henvist til separate køer, dårlige pladser eller simpelthen forment adgang. I serien ser vi konstant skilte med "Forbeholdt hvide" eller "Sort kø." Problemet er ikke så meget, at vi præsenteres for skiltene, men at kameraet sætter dem så meget i fokus, at de næsten stjæler hele billedet. Det er som om, seriens skabere ikke stoler på, at seerne er helt vågne nok til at fange den raffinerende pointe - at racisme er noget møg.

Det bliver dog værre endnu. Cirka hvert andet minut, skal en af karaktererne nemlig kommentere på den konstante diskrimination i tilfælde af, at man ikke har fanget de meget oplagte pointer. Og som om det ikke var nok, er næsten alle hvide karakterer i første afsnit glødende racister, hvis eneste mission i tilværelsen synes at være klapjagt på sorte mennesker. Det er en sort/hvid verden på godt, men absolut mest ondt.

På trods af den lidt sløje start, så er løbet dog langt fra kørt for serien. Det kan næsten kun gå fremad herfra, og faktisk er der op til flere nervepirrende scener undervejs, der lover godt. Forhåbentlig får vi også snart det overnaturlige lidt mere på banen, og gerne i form af Lovecrafts kosmiske horror. Men forsætter den unuancerede portrættering af raceproblemer, kan vi ende med en serie, der højst er brænde, eller skulle vi sige papirmasse, på et allerede antændt bål.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.