LIVE
logo hd live | Jupiter Hell
See in hd icon
Dansk
Gamereactor
Serieanmeldelser

The Haunting of Bly Manor

Vi anmelder Netflix' opfølger til Mike Flanagans succesfulde gyserserie. Er denne lige så god?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Efterfølgeren til 2018's overraskende veludførte og populære gyserserie The Haunting of Hill House er tilgængelig på Netflix fra d. 9. oktober. Men lever den op til forgængeren? Det forsøger vi at svare på i denne spoilerfrie anmeldelse.

Fortællingen om Hill House blev afrundet ret vellykket, og det kan derfor være manges første indskydelse, at en efterfølger er både unødvendig og med til at spolere en ellers velgjort sæson. Men selvom The Haunting of Bly Manor delvist deler titel, skuespillere og er fra samme skaber, Mike Flanagan, er dette faktisk en ny fortælling. Sagt med andre ord, er denne sæson med til at gøre serien The Haunting of til en antologiserie, hvor Bly Manor således ikke foregår i forlængelse af Hill House, men i stedet er et selvstændigt medie. Alligevel kan det være vanskeligt ikke at sammenligne de to sæsoner, og det er umiddelbart igennem sidestilling, at det lettest forklares, hvad Bly Manor er for en størrelse.

The Haunting of Bly Manor

Skaberen Mike Flanagan er kendt i genren og laver udelukkende gyserfilm eller -serier. Og det kan mærkes. Som det fremgik i Hill House, er han utroligt bevidst om de klassiske troper, klichéer og traditioner såvel som, hvordan disse bedst inddrages, underholdes og videreudvikles. Det er en hårfin grænse at bringe homage til klassikerne indenfor genren uden, at man ender med et uoriginalt og klichérigt produkt. Og den grænse balanceres utroligt godt i Hill House. Selvom sæsonen på mange faconer fremstod som en generisk gyser, var fortællestilen og måden afsnittene var udformet på, med til at give genren et friskt pust. Desværre bæres dette ikke over i Bly Manor, hvor klichéerne i langt mindre grad bliver udfordret, men i stedet er så prævalente, at man nærmest kan vinde et spil i gyserbingo. Indeholder serien levende dukker? Ja. Er der creepy børn? Yes. Går hovedpersonen ind i et rum, hun eksplicit er blevet bedt om at undgå? Ja. Er det midt om natten? Jep. Er hun iklædt nattøj? Jamen selvfølgelig er hun det! Ooog bingo. Det er til tider svært ikke at råbe ad skærmen, i takt med, at man bliver mere og mere frustreret over, at hovedpersonerne agerer irrationelt. Vi er ikke helt i en Scary Movie-land, men vi nærmer os.

Som nævnt er meget af Hill House-castet tilbage, hvilket for det meste er en fornøjelse. Lig andre antologiserier, som American Horror Story, medfører det, at de virker mere bekendte, og man har lettere ved at knytte sig til selv de mest ansigtsløse roller. For karakterudvikling får de ikke meget af i Bly Manor. Serien indeholder ni episoder, og gentager formularen fra Hill House, hvor enkelte karakterer tildeles en enkeltstående episode, hvor vi får et indblik i deres forhistorie, primært struktureret ud fra et enkelt flashback, der skæres over i tusind stykker. En enkelt episode er desværre ikke altid nok til, at karaktererne føles veludviklede, og de fremstår derfor meget karikerede og ensidige. Det er uhyre vanskeligt at beskrive de forskellige karakterer ud fra andet end deres erhverv og et enkelt adjektiv; Rahul Kohli spiller kok og han er flink, Victoria Pedretti er au pair og har traumer, T'Nia Miller er husholderske og er også flink og så videre. Her må man igen erkende, at Hill House, som et familiedrama, var bedre til at give skuespillerne noget at arbejde med, om end ikke meget.

The Haunting of Bly Manor

Ud af de 10 hovedpersoner, er det kun et fåtal, der får sin egen episode. Resten får lov til at fyre en monolog af, hvor de kort kan forklare, hvorfor de er som de er, hvilket ikke er synderligt organisk. Mens Hill House som nævnt var centreret omkring en familie, er det i denne omgang vanskeligere at skønne, hvordan disse roller besidder en sammenknytning. Det virker på mange måder som et skridt bagud, at anden fortælling blot handler om et hold kollegaer på et gammelt gods, særligt når vi skal tro romancer opstår efter to møder.

Skuespillet okay, men de påtagede accenter gør det vanskeligt at indleve sig i. Jeg begriber ikke, hvorfor en kompetent skuespiller som Victoria Pedretti skal pålægges en så tyk valley girl-accent og der insisteres på, at flere af de andre genkendelige (amerikanske) skuespillere skal forcere en britisk dialekt. Man burde i stedet have omskrevet manuskriptet eller recastet rollerne, fremfor at give en amerikansk skuespillerinde jobbet som britisk fortæller. På en mere positiv note, er budgettet steget siden sidst, og der har i denne omgang været råd til at erstatte de horrible kontaktlinser med CGI. Så det er vel altid noget, at pengene fra dialektcoaches er blevet brugt et eller andet sted.

Bly Manor lægger langsomt ud, stiger løbende i tempo og dør langsomt igen. Pacingen er således mildest talt mangelfuld, og der er utroligt meget downtime, hvor der intet foregår. Igen kan man mærke, at der er blevet lagt kræfter i at forsøge at væve det perfekte spindelvæv, hvor alle trådene hænger sammen på tværs af episoder. Desværre lykkes det ikke helt. Sæsonen er langt mindre elegant og struktureret end den forrige, og det kan til tider føles decideret klodset, hvordan der "diskret" forsøges at placeres brikker til et senere plottwist. Det burde være selvsagt, at et plottwist ikke er fortjent, blot fordi man fjerner 20 puslespilsbrikker, for til sidst at hælde dem i hovedet på en. Et twist skal løbende og subtilt hentydes til, med alle brikker tilgængelige, om end først mulige at opsnappe ved anden gennemgang. Et veludført plottwist skal være i stand til at overraske en, såvel som give et nyt indblik i alt man har set og vende fortællingen på hovedet. Dette forekommer ikke i Bly Manor, hvor de fleste reveals og plottwists er langtrukne, uden signifikans og føles utroligt antiklimatiske, når de endelig bliver leveret. Kvalitetsforskellen mellem de to sæsoners plottwists og strukturering er enorm og tilsvarende distinktionen mellem gammel og senere M. Night Shyamalan-manuskripter. Det hele kulminerer til sidst, når fortællingen ender med en både ufortjent, upassende, dybt overromantisk og kvalmende eventyrlig slutning. Spiller man en Sheryl Crow-sang og giver man karaktererne noget lignende en happy ever after, går gyset lidt ud af den.

The Haunting of Bly Manor

Ulig Hill House indeholder Bly Manor (så vidt jeg kan vurdere) ikke et spøgelse i hver scene, men det kan let tænkes, at der er en dukke, talisman eller andre easter eggs jeg har overset. Uanset hvad virker serien langt mindre poleret og velstruktureret end forrige sæson, og det er tydeligt, at den primære historie, Mike Flanagan havde at fortælle, er blevet fortalt. Mens jeg anbefalede Hill House til alle gyserentusiaster jeg kendte, bliver dette ikke tilfældet med Bly Manor. Den er ikke dårlig, men uhyre middelmådig.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.