Dansk
Gamereactor
Serieanmeldelser

Vi anmelder WandaVision

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

I min anmeldelse af de første episoder af WandaVision slog jeg fast, at showet allerede fra start af besad en fantastisk evne til at kreere mystik omkring sine hovedpersoner, og fik seeren til at sætte spørgsmålstegn ved den virkelighed den portrætterer, så afhang det hele af hvorledes der blev fulgt op på disse tråde, disse narrative kroge, der frit blev kastet ud.

Her til morgen ankom det niende og sidste afsnit af WandaVision, som i øvrigt er en miniserie, der betyder at der ikke kommer nogen anden sæson, og nu kan vi så afgøre om hvorvidt konklusionen på de centrale mysterier, om hvorvidt behandlingen af de grundlæggende tematikker, har båret frugt. Så lad os komme i gang.

WandaVision

WandaVision er en serie der fra start af insisterer på at være anderledes, det er en bevidst fremmedgørelse fra alt det som faste fans ellers forventer af klassiske superheltefortællinger, og som jeg tidligere har slået fast, så er det næsten distraherende hvor direkte showet øjeblikkeligt distancerer sig fra hvad vi opfatter som værende "en normal MCU-fortælling".

Naturligvis foregår der ting udenfor det sitcom-baserede Westview, der rejser gradvist fra 1950'ernes sort/hvid fjernsyn til den moderne æras Modern Family-inspirede sjov og spas, og det er også her hvor de mere klassiske MCU-elementer introduceres. Selvom det er tilfredsstillende i brede træk, så er det i sidste ende Wanda og Vision, sjovt nok, hvor magien opstår.

Mysterierne omkring dem, og deres evige og utroligt stærke kærlighed er showets centrale fundament, og det skyldes blandt andet at både Elizabeth Olsen og Paul Bettany leverer mildest talt glimrende præstationer hele vejen igennem. De giver deres respektive karakterer sjæl og forståelige motivationer og bevæggrunde. Det er samtidig også netop på grund af grundfortællings iboende kvalitet, at man er mere villig til at tilgive de dele af serien der simpelthen ikke er lige så tilfredsstillende.

WandaVision

Først og fremmest er der afsløringen af Agatha Harkens, en afsløring der både ankommer med et hult dunk, i stedet for det smæld mange måske forventede, og det ender ikke med at have synderligt store konsekvenser for showet som helhed alligevel. Det er Wanda, og den illusion hun har konstrueret for at bearbejde sin sorg, der forbliver narrativt central, og at der er en hemmelig skurk der arbejder bag fjendens linjer ender med at være en ret ligegyldig tilføjelse, der udelukkende distraherer, i stedet for at bidrage til den helhed. Faktisk lader skaberne selv til at indse ret hurtigt, og Harkens bliver næsten øjeblikkeligt til en bikarakter, imens Wandas realisering af konsekvenserne af hendes handlinger tager rampelyset.

Harkens når dog lige inden at give os seriens svageste afsnit, afsnit otte, der er en mærkelig og bizar tidsrejse tilbage igennem Wandas familiehistorie, en rejse der hverken bidrager til fortællingen, eller giver os noget mindeværdigt at arbejde med. Det er bare ren og skær eksposition, og hele afsnittet kunne med fordel udelades.

Desuden, og det her er mest af alt en lille sidebemærkning, så er introduktionen af Evan Peters som Pietro Maximoff en kuriøs størrelse. Det lod først til at være en spændende sammensmeltning af FOX' X-Men univers og MCU, men endte med at være så absolut ingenting udover kedelig fanservice.

Dog samler finalen brudstykkerne op, og giver tilfredsstillende action-sekvenser, og mindeværdige udvekslinger, der i brede træk er ret skarpe. Det ender netop med den følelsesmæssige dobbelthed som vi begyndte, præcis samme dobbelthed som Vision selv henviser til idet han siger; "what is grief if not love persevering?" - en replik der er blevet hånet online, men som faktisk symboliserer det som serien hele tiden har handlet om.

WandaVision

Det hele ender med en masse svar, og en masse spørgsmål, præcis som forventet, og vi står tilbage med en serie der insiterer på at være anderledes, og på at ændre de forventninger vi kan tillade os at have til en MCU-fortælling. I brede træk lykkedes eksperimentet, gradvist takket være fantastisk set design, og mest af alt takket være skønne præstationer fra Olsen og Bettany.

WandaVision kræver relativ dyb indsigt i MCU for at virke, men samtidig tager serien chancer som ingen anden MCU-film har. Hvis dette er starten på Marvels serieeventyr, der tør at bryde lidt med formularen, så glæder jeg mig til hvad vi har i vente, selvom at den snubler visse steder.

WandaVision
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.